Udsatte grønlændere er stadig udsatte
tekst Amalie Frøkjær-Rubbås
Størstedelen af grønlændere i Danmark klarer sig godt med både arbejde og familie, men en relativt høj andel ender nederst i samfundet. Mange flygter fra problemstillinger i Grønland, som, de tror, bliver løst ved at komme til Danmark, hvor der opstår nye problemer for dem.
Det har været et omdiskuteret emne i Danmark i mange år, men der har ikke været nogen egentlig forbedring. Kommunerne har stadig udfordringer med at give de udsatte grønlændere en ordentlig effekt af de sociale tilbud. Herunder misbrugsbehandlingen. I 2019 drak næsten halvdelen af de udsatte grønlændere dagligt, og et stigende antal af de unge, der i dag kommer til Danmark, ender med at tage stoffer. Det er en af grundene til, at Mille Schiermacher, antropolog og ph.d.-studerende ved Grønlands Universitet, mener, at det er gået ned ad bakke for de udsatte grønlændere.
– Jeg synes, det bliver værre hele tiden. De unge er begyndt at søge ud i hårdere miljøer end tidligere. De er blevet yngre, når de kommer, så det er også et længere liv som udsat, siger Mille Schiermacher, der også fortæller, at mange grønlændere ender på herberg frem for i en bolig, hvilket også giver problemer.
Lag af udfordringer
Socialrådgiver Jannie Micheelsen arbejder for Hjemløseenheden Københavns Kommune og har beskæftiget sig med udsatte grønlændere i 10 år. Hun ser især udfordringer i arbejdet med grønlænderne, når det kommer til sprog og kendskab til Danmark.
– Det første stykke tid, jeg arbejdede med grønlændere, snakkede jeg dem et øre af og havde en masse planer på deres vegne. Når jeg så troede, jeg havde en aftale med dem, dukkede ingen op. De havde måske ikke helt forstået, hvad det egentlig var, de sagde ja til.
Jannie Micheelsen fortæller også, at grønlænderne ofte færdes i miljøer, der består af andre grønlændere. Den subkultur fordrer ikke integrationen.
– Nogle af mine borgere fra 10 år tilbage, havde jeg haft kontakt med i mange år. Da jeg skiftede job, og de ikke længere havde en fast, dansk kontaktperson, havde de nærmest ingen at tale dansk med længere og blev pludselig meget dårlige til sproget, siger Jannie Micheelsen fra Hjemløseenheden.
En manglende viden om forholdene i Danmark er også et af punkterne på listen over udfordringer, Mille Schiermacher ser i hendes forskning.
– Jeg skulle hjælpe en lagerarbejder med at søge et arbejde, han havde set i et jobopslag. Da jeg spurgte ham, om han havde søgt det, sagde han, at det havde han ikke. Opslaget var der jo stadig, så ingen havde vel fået det endnu. Han var vant til, at sedlen blev pillet ned, når jobbet var besat, siger Mille Schiermacher, der også oplever, at mange grønlændere kommer til Danmark uden at sætte sig ind i tingene på forhånd.
– De rejser med én slags problematik og får en anden. Danmark opfylder sjældent den forestilling, de har om at rejse hertil, fordi de ikke forbereder sig på livet hernede. De har hverken bolig eller et forsørgelsesgrundlag, fortæller hun.
Mødet med systemet
Udsatte grønlændere møder ofte systemet sent. Ingen ved, at de kommer, så de er svære at opdage. Mille Schiermacher fortæller, at de er handlekraftige i den forstand, at de gerne vil klare sig selv.
– De er ikke vant til, at nogle kan tage hånd om deres situation, for de har ikke det samme system i Grønland. De prøver alt, hvad de kan. Når der ikke er flere muligheder, og de er desperate, så søger de hjælp, siger Mille Schiermacher, der oplever et hul i det kommunale system.
– Om mandagen bliver de set som danskere, og om tirsdagen bliver
de set som grønlændere. Det skifter hele tiden i forhold til, hvem der har handlepligten, siger hun.
De kommer til Danmark som danske statsborgere fra Grønland og oplever et kommunalt system, der er bygget op sådan, at man bliver indstillet til en bolig, dér hvor man har størst tilknytning. De vil dog altid have størst tilknytning til Grønland, og derfor indstilles de ikke til en bolig i Danmark. Herbergerne bliver løsningen.
– Det er rigtig problematisk. De opholder sig i et usundt miljø, hvor de langsomt bliver uegnede til at bo i egen bolig, hvor de, hvis de var kommet i egen bolig, ikke havde oparbejdet en lang række problemer, som de skal bruge resten af livet på at løse, fortæller Mille Schiermacher, der ikke oplever, at det danske og grønlandske system arbejder sammen.
##ContentBoxStart##264885##ContentBoxEnd##
Individuel indsats i Aarhus
Aarhus er en af de kommuner, hvor der bor flest grønlændere. Kommunen har siden 2017, sammen med Odense og Vejle, været med i et projekt finansieret af Socialstyrelsen.
De gør brug af indsatsmetoden Critical Time Intervention, forkortet til CTI, der er en håndholdt metode, som før er brugt på hjemløseområdet. Her har man en-til-en samtaler med få borgere per medarbejder. Der gives en intensiv støtte i ni måneder med det formål at fastholde borgerne i de sociale tilbud og gøre dem i bedre stand til at tage imod hjælp samt opleve effekt af de sociale indsatser.
Susanne Corydon er udviklingskonsulent i magistratsafdelingen for sociale forhold og beskæftigelse i Aarhus Kommune. Hun fortæller, at kommunens arbejde med CTI før i tiden havde fokus på borgerens problem, men at man i dag fokuserer på borgerens etniske baggrund.
– Det er en individuel indsats, hvor man går ud og finder de borgere, der har brug for hjælp. Hvis man skal yde en ordentlig indsats, skal der være max 10 borgere ad gangen i ni måneder per medarbejder. Vi kan dog se i Aarhus, at med den kompleksitet, vores borgere har, er vi helt nede på seks eller syv, fordi deres udfordringer er så krævende, siger hun.
Grønlændere har ofte det problem, at de ikke ved, hvilke muligheder og rettigheder de har i Danmark. Her kan CTI-medarbejderen hjælpe dem med, hvor de skal gå hen.
– De kan gå med som bisidder på et møde med sagsbehandleren på jobcentret og være den kulturelle oversætter. Det er ikke sikkert, at medarbejderen på jobcenteret er bevidst om borgerens udfordringer, og så kan CTI-medarbejderen være med til at forklare, hvor man skal være opmærksom, eller være med til at følge op på det efter mødet, siger Susanne Corydon, der også lægger vægt på, at samarbejdet mellem kommunen og civilsamfundet er afgørende.
– Vi samarbejder på enkeltsagsniveau, ved at det grønlandske hus kan ringe til os, eller vores medarbejdere kan ringe til dem og bede om hjælp. Hvis en borger kun taler grønlandsk, kan de stå klar til at hjælpe borgeren. På projektniveau kigger vi sammen på, hvad vi hver især kan byde ind med, og på det strategiske niveau holder vi hele tiden hinanden orienteret om, hvad der foregår, og hvordan vi støtter hinanden, siger hun.
Projektet sluttede oprindeligt i 2020, men kommunen fik det forlænget til og med september i år, fordi de ikke havde brugt al finansieringen og kunne se, at det hjalp borgerne.
Vedholdende indsats i København
Jannie Micheelsen arbejder i Københavns Kommune som den eneste med Intensive Case Management (ICM) til udsatte grønlændere. Det er en tidsubegrænset støtte, hvor socialarbejderen hopper på, i det øjeblik borgeren får en bolig. Da der er lang ventetid på boliger i København, har de ændret metoden lidt, så hun er med helt fra start, mens borgerne bor på herberg og bliver boligindstillet gennem projektet.
– Jeg har otte eller ni borgere i forløb ad gangen. Der er meget tid til den enkelte. Det virker rigtig godt, fordi mange har ikke behov for, at vi render dem på dørene hele tiden. De har behov for, at der er nogen til at holde fast i dem og til at oversætte udfordringer, både sprogligt og kulturelt, siger Jannie Micheelsen.
– Jeg har en gut, der har børn, som er blevet fjernet. Han ville have samvær med dem igen, og det fik jeg op at køre, fortæller hun.
Hvis borgere ikke møder op, glemmer eller aflyser aftaler, bliver de ikke udskrevet af indsatsen. Jannie Micheelsen bliver ved, indtil det ikke giver mening længere.
ICM-metoden arbejder normalt med otte brugere, men Jannie Micheelsen har ni brugere, da mange af hendes borgere ikke har brug for at ses hele tiden. Mange kan klare sig selv, men har brug for en livline, og at nogle tjekker op på dem en gang i mellem. Der er potentiale for at udvide metoden, pointerer hun også.
– Vi har ændret lidt på metoden, og det kunne man godt gøre yderligere. Man kan arbejde med dem, der ikke har brug for den intensive indsats hele tiden, men hvor man tjekker op på dem en gang om ugen. Og så kan man skrue op og ned, når de har brug for det.
Flaskehalsen ved ankomsten
Selvom arbejdet med de borgere, der er udsatte nu, er vigtigt, mener Mille Schiermacher, at man skal have et fokus langt tidligere i borgernes forløb, fordi det er så svært som kommune at få stablet gode sociale tilbud op til udsatte grønlændere.
– Det ville hjælpe alle kommuner, hvis vi kiggede på flaskehalsen ved ankomsten. At vi får lavet en indsats, så grønlændernes situation i Danmark ikke bliver forværret, fordi derfra bliver det en rigtig tung gruppe. Vi skal kigge på deres møde med Danmark, fortæller hun.
– Det er interessant, at jo længere tid de er i Danmark, desto længere kommer de væk fra arbejdsmarkedet. Hvis de får et arbejde fra starten, er der en langt større sandsynlighed for, at de kan klare sig selv. Det er en problemstilling, der ikke bliver løst, hvis man ikke laver en særlig indsats. Man skal sikre sig, at de kan få den adgang og de samme rettigheder, som alle andre har. Det kan godt være, at det ser ud til, de har det på papiret, men det har de ikke i praksis, siger Mille Schiermacher. • marp@kl.dk