
Ferierende politiker trækker tæppet væk under vindmølleprojekt
tekst Mads Brandsen
Når Ringkøbing-Skjern Byråd på sit møde den 14. september tager stilling til opførelsen af otte test-vindmøller i Lem Kær, er der på forhånd lagt op til en tæt afgørelse.
Byrådsmedlem Jesper Lærke (KD) føjer nu yderligere spænding til sagen, der er en af de mest debatterede i denne valgperiode. Han melder nemlig forfald til byrådsmødet grundet ferie.
Med hans fravær ser det nu ud til, at planen kun kan mønstre opbakning fra 14 ud af 29 mandater i byrådet, skriver TV Midtvest.
Kommunaldirektør Jens Peter Hegelund Jensen siger til tv-stationen, at Kristendemokraterne ikke får mulighed for at sende en suppleant til mødet, fordi der ikke er tale om sygdom. Kommunen kunne i sin styrelsesvedtægt give mulighed for indkaldelse af stedfortrædere i tilfælde af ferie, men det har man valgt ikke at gøre.
Hovedpersonen selv ærgrer sig over, at han ikke kan stemme på forhånd eller deltage i mødet digitalt, sådan som man kunne under coronakrisen.
- Det er lidt stift. Jeg anerkender, at reglerne er sådan, men belært af corona så jeg også gerne, at man gjorde det lidt mere fleksibelt, siger Jesper Lærke til TV Midtvest.
1. august udløb dispensationen, som gjorde det muligt for byrådsmedlemmer at deltage i møder digitalt. mdbr@kl.dk