
Aalborg centrum. Foto: Colourbox
Flygtningestrøm fra Ukraine kan skabe stor boligudfordring i Aalborg
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Sidste uge meddelte regeringen, at det forventedes, at Danmark vil modtage op mod 100.000 flygtninge fra Ukraine. Med det tal forventer Aalborg at skulle modtage op mod 4.400 ukrainere i kommunen, lyder det i en pressemeddelelse.
De mange fordrevne ukrainere vil ifølge rådmand for job og velfærd i Aalborg Kommune, Nuuradiin S. Hussein (S), lægge et stort pres på boligmarkedet. Derfor er kommunen ved at undersøge muligheden for at oprette op til to modtagecentre. Kommunen meddeler dog, at de realistisk set kun vil kunne huse mellem 500 og 600 personer i centrene.
Rådmanden appellerer derfor til, at private udlejere melder sig hos kommunens boliganvisning, hvis de har ledige lejemål, der kan huse ukrainere.

– For os er det vigtigt hurtigt at få skabt ro om familiernes situation. Derfor er vores ambition så vidt muligt at finde en permanent bolig til så mange af ukrainerne som muligt. Vi ved, at mange private udlejere er interesserede i at hjælpe i den nuværende situation, så det er vigtigt for os, at de henvender sig, så vi kan få en dialog om et samarbejde, siger Nuuradiin S. Hussein i pressemeddelelsen.
En udfordring kan dog ydermere ligge i at finde lejemål, som de fordrevne ukrainere har råd til at bo i.
– Mange, der kommer hertil, er jo reelt eneforsørgere, da manden jo er blevet tilbage i Ukraine. Det kan være en udfordring i forhold til økonomien, men omvendt måske give nogle muligheder for at to veninder f.eks. går sammen om at dele en lejlighed. Det er noget af det, som vi vil arbejde med, siger rådmanden.
Mandag vil Nuuradiin S. Hussein derudover mødes med de almene boligforeninger.
– Vi har nogle boligforeninger her i kommunen, der på andre områder har vist, at de er gode til at finde løsninger. Samtidig er de vigtige partnere for kommunen i forhold til at sikre, at de nytilkomne ukrainere lander godt ude i boligområderne, lyder det afsluttende fra rådmand Nuuradiin S. Hussein.