
Pressefoto / Venstre
Tidligere borgmester får nyt job
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Karsten Søndergaard (V) mistede til kommunalvalget 2021 borgmesterposten til Socialdemokratiet. Det betød samtidig et farvel til politik på fuldtid, og nu har han altså fundet nyt job.
På Facebook annoncerer Karsten Søndergaard, at han starter som økonomisk specialkonsulent i Halsnæs Kommune fra den 1. maj.
– Jeg er nået frem til, at det skal handle om økonomi og gerne den kommunale økonomi. Den kommunale økonomi er en kompleks og meget spændende størrelse.
Som borgmester har jeg altid brugt meget tid på at forstå og sætte mig ind i de økonomiske sammenhænge, der driver en kommune. Nu får jeg mulighed for at komme helt ned i det økonomiske maskinrum, skriver han på Facebook.
Karsten Søndergaard sad som borgmester i Egedal Kommune fra 1. februar 2017 til udgangen af 2021. Han fortsætter som byrådsmedlem og gruppeformand for Venstre.