
Foto: Aabenraa Kommune
Aabenraa finder ny erhvervschef lokalt
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Den nuværende direktør for erhvervsforeningen Business Aabenraa, Helle Malene Kjølsen Olsen, skal være ny chef for erhverv og bæredygtighed i Aabenraa Kommune.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Hun kommer til at stå i spidsen for den nyeetablerede afdeling erhverv og bæredygtighed, der vil have fokus på at samarbejde med erhvervslivet om bosætning, turisme og grænseoverskridende initiativer.
– Bæredygtighed fylder for os alle, og jeg ser frem til at dykke ned i netop den dagsorden. Det er vigtigt, at der er en sammenhæng mellem de politiske visioner og de handlinger, som kommunen iværksætter, siger Helle Malene Kjølsen Olsen.
Det er et enigt ansættelsesudvalg, der har valgt hende til jobbet, og direktør for plan, teknik og miljø Ditte Lundgaard Jakobsen ser frem til samarbejdet.
– I Helle Malene får vi en meget kompetent afdelingschef, som allerede kender erhvervslivet indgående. Hun har i fem år arbejdet tæt sammen med virksomhederne i kommunen, og hun er ligeledes inde i de tanker, som virksomhederne har - herunder inden for den grønne omstilling. Derfor er hun den helt rigtige kandidat fra et stærkt ansøgerfelt, og jeg ser frem til at komme i gang med arbejdet sammen med Helle Malene, siger hun.
Helle Malene Kjølsen Olsen tiltræder i stillingen 1. maj.