
Foto: Colourbox
København på vej med pavillon-by til ukrainske flygtninge
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Politikerne i Københavns Borgerrepræsentation skal senere torsdag tage stilling til en indstilling fra beskæftigelses- og integrationsforvaltningen om at bruge op mod 71 millioner kroner på at bygge og leje pavilloner, der skal fungere som boliger for 330 ukrainske flygtninge i tre år.
Pavillon-byen skal, hvis den bliver vedtaget, opføres ved Amager Strandpark og kan stå klar i udgangen af juli, fremgår det af en tillægsdagsorden til torsdagens møde i Borgerrepræsentationen.
– Vi står i en meget særlig situation, hvor vi får så mange fordrevne til København, som vi skal give tag over hovedet. Det er pavilloner, vi også bruger til skoler og institutioner, og det er en fornuftig løsning – tingene taget i betragtning, siger beskæftigelses- og integrationsborgmester Jens-Kristian Lütken (V) til TV 2 Lorry.
Ifølge TV 2 Lorry er der flertal for pavillon-byen blandt politikerne på Københavns Rådhus.
I indstillingen til politikerne gør forvaltningen det dog også klart, at pavillon-byen ikke rækker alene. Politikerne skal derfor også tage stilling til om der skal bruges yderligere 4,3 millioner kroner på midlertidige boliger til yderligere 2.000 fordrevne ukrainere.
Københavns Kommune regner med at modtage op mod 11.000 ukrainske flygtninge efter regeringen fredag meldte ud, at den forventer at indføre en ny fordelingsnøgle, der i højere grad indrettes efter befolkningstallet i kommunen end efter andelen af borgere af anden etnisk oprindelse end dansk. På nuværende tidspunkt har kommunen kapacitet til at huse 360 flygtninge på to lokaliteter.