
Foto: Colourbox
Faaborg-Midtfyns politikere lover hinanden at opføre sig pænt
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Rettelse 7. april 2022, kl. 13:00: Det fremgik af en tidligere version af denne artikel, at kodekset er vedtaget. Det er ikke korrekt. Borgmesteren trak forslaget tilbage, og det skal nu drøftes i partigrupperne. Danske Kommuner beklager fejlen.
Fremover skal de 25 medlemmer af Faaborg-Midtfyn Kommunalbestyrelse tale pænt om og til hinanden, om forvaltningens ansatte og om kommunen generelt.
Det fremgår af et kodeks, der skulle have været behandlet, der har til formål at minde politikerne om, at de ”taler ordentligt til og om hinanden”, ”arbejder med gensidig respekt” og har fokus på, at ”løsninger er målet”.
Her er kodeksets fem bud
Vi taler ikke negativt om hinanden til pressen.
Vi taler hellere til hinanden end om hinanden.
Vi taler ikke negativt om forvaltningen/medarbejdere til pressen.
Vi respekterer forvaltningens arbejde og arbejdsgange.
Vi arbejder med gennemsigtighed og er tro mod de trufne beslutninger.
Det indebærer blandt andet, at politikere ikke må tale negativt om andre politikere i pressen, og at man heller ikke må tale negativt om forvaltningen eller dens medarbejdere.
Kodekset udspringer af et ønske fra både den tidligere og nuværende kommunalbestyrelse, og borgmester Hans Stavnsager (S) mener, det er et fornuftigt skridt at tage.
Hellere kedelig end at have dårligt klima
– Der skal såmænd nok være en enkelt vælger, der synes, vi er kedelige, men hellere det, end vi få skabt et samarbejdsklima, der er så dårligt, at folk bliver skræmt væk fra politik, siger han til Fyns Amts Avis.
Sådan ser Christian Trodsøe (K) ikke på sagen. Han er førstesuppleant for sit parti og er ganske kritisk over for de nye spilleregler.
– Kommunalbestyrelsesmedlemmerne giver hinanden mundkurv på, så man eksempelvis ikke kan udtale sig, hvis nogle i forvaltningen ikke tilfredsstillende har løst deres opgave. Det her kodeks betyder jo, at man som kommunalbestyrelsesmedlem ikke må udtale sig om, at borgerne i Højrup har meldt kommunen til politiet for forsømmelser omkring den faldefærdige og farlige Viking-fabrik - med mindre man altså går i kødet på borgerne, for forvaltningen må man jo ikke tale negativt om, siger han til Fyns Amts Avis.
Overtrædelse af det nye kodeks medfører ingen sanktioner.