
Der kommer gang i gravearbejdet over landet frem mod 2028, hvor fjernvarmen skal rulles yderligere ud. Foto: Colourbox
Kommunerne er klar til at rulle fjernvarme ud – men rammerne skal på plads først
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Der kommer et tidspunkt i enhver kvindes liv, hvor hun overvejer at skifte fyr.
Sådan lyder det fra den folkekære karakter Berit i skikkelse af Søs Egelind i en gammel tv-reklame for det, der engang var sagen, når det kom til boligopvarmning: Naturgas.
Nu må Flemming og Berit og 400.000 andre husstande belave sig på at skifte naturgassen ud med fjernvarme, varmepumpe eller biogas, og det skal ske senest i 2028.
Sådan lyder meldingen mandag fra regeringen, der med sit nye udspil ”Danmark kan mere II” lægger op til et opgør med russisk gas.
– Krigen er tilbage på vores kontinent, og det er nu, vi skal træffe de rigtige beslutninger, lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S), der sammen med en række ministre præsenterede udspillet.
Klima-, forsynings- og energiminister Dan Jørgensen (S) kaldte planen for realistisk, men understregede, at ”vi har travlt”.
Regeringen lægger op til, at alle husejere med gas- eller oliefyr inden årets udgang har fået et brev med klar besked om, hvorvidt de kan få fjernvarme eller ej. Regeringen kan ikke tvinge nogen til noget, men der er ifølge Dan Jørgensen stor appetit på at blive fjernvarmekunde.
KL: Benspænd skal væk
I KL deler formanden for klima- og miljøudvalget Birgit Hansen (S) ambitionerne. Det kræver dog nogle lovændringer. Eksempelvis efterlyser KL, at der indføres automatisk ja tak til fjernvarmetilslutning.
– Det vil betyde, at man måske kan forkorte processen fra halvandet år til fem måneder. Men det kræver, at ministeren og Folketinget sætter sig ned og ser på, hvor meget man egentlig skal igennem, og hvem skal levere, siger hun i en kommentar til Ritzau.
Derudover ønsker KL enklere krav til beregninger af samfundsøkonomien bag etableringen af fjernvarme, ekstra ressourcer til planlægningen og styrket lovgivning om energiplanlægning. Det vil KL drøfte med regeringen.
Onsdag fremlægger regeringen sit bud på en grøn skattereform, der blandt andet indeholder en CO2-afgift til virksomhederne.