
Der ligger som regel mere bag, når unge ikke gennemfører en uddannelse. Foto: Colourbox
Ny Viden: Unge uden uddannelse har flere problemer
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Unge uden uddannelse har flere problemer
Mange af de unge, der ikke har gennemført en uddannelse, har en rygsæk fuld af øvrige udfordringer end den manglende uddannelse og lav beskæftigelse. Nogle har været anbragte som børn, andre har en strafferetlig dom, mens en tredje gruppe har psykiske problemer. Det viser en klyngeanalyse af de 25-årige uden uddannelse, som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har foretaget. Analysen peger på, at der skal målrettede indsatser til for at få flere unge til at tage en uddannelse. For de unge, der har dybereliggende udfordringer, skal de formentlig håndteres før, de kan gennemføre en uddannelse.
Seniorer klarer sig godt på arbejdsmarkedet
Op mod en million danske lønmodtagere er nu over 50 år, og de klarer sig rigtig godt på arbejdsmarkedet, viser en ny analyse fra Dansk Industri. Blot 2,1 procent af de lønmodtagere, der er fyldt 50 år, er ledige, og hvert år ansættes mere end 120.000 personer over 50 år i private virksomheder. Ledigheden er både lavere end niveauet for de plus 50-årige før finanskrisen og den aktuelle samlede ledighed, der i marts var på 2,5 procent. Analysen peger desuden på, at når seniorerne bliver ledige, er deres dagpengeforløb generelt ikke længere end de yngre aldersgrupper.
Unges mentale helbred er ikke dårligere trods nedlukninger
På den korte bane betød de to coronanedlukninger, Danmark var igennem, at unge blev mere ensomme, deprimerede og angste. Men der er ingen langvarig effekt at spore, viser et nyt studie fra Institut for Folkesundhedsvidenskab ved Københavns Universitet. Studiet bygger på data fra 30.000 unge i alderen 18-24 år, der har besvaret et spørgeskema om livskvalitet, mental trivsel og ensomhed. Dog har den gruppe unge, der allerede før coronaen kom til Danmark havde depressive symptomer, stadig dårligt mentalt helbred.