
Der var ikke politisk opbakning til at gøre det gratis at køre over Storebælt. Pressefoto
Det bliver ikke gratis at køre over Storebælt
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Det vil give for store økonomiske konsekvenser for staten at gøre det gratis at køre over Storebælt. Sådan lød de altovervejende argumenter fra de fleste af Folketingets partier, der torsdag behandlede et borgerforslag om fra den 1. juli at gøre det gratis at passere Storebælt. Men det vil altså give en ekstraregning i milliardklassen til statskassen. Mens transportminister Trine Bramsen (S) slog fast, at Storebæltsforbindelsen spiller en central rolle i infrastrukturen i Danmark, og at forbindelsen er afgørende for at binde landet sammen, er de økonomiske konsekvenser så store, at det ikke kan lade sig gøre at gøre forbindelsen betalingsfri.
– I Danmark har vi det princip, at det er gratis at køre på vores veje, og derfor støtter jeg i princippet også intentionen om, at det bør være gratis at passere Storebælt. Jeg synes, det er besynderligt at bo på Fyn og kunne køre gratis over Lillebælt for at besøge familien i Aarhus, men hvis man skal til København, skal man betale, sagde Trine Bramsen, som også fremhævede, at taksterne siden broens åbning er blevet sat ned to gange og desuden én gang for pendlere.
– En afskaffelse af brugerbetalingen ville i udgangspunktet fremme mobiliteten, konstaterede Trine Bramsen, der dog også fremhævede, det vil hav store økonomiske konsekvenser.
– For det første skulle staten sikre, at gælden blev indfriet. På baggrund af dagsværdien af 31. december 2021 ville det indebære en udgift på 19 milliarder kroner. Der er desuden store løbende udgifter til at drive, vedligeholde og foretage fornyelsesarbejder på Storebæltsforbindelsen. Der er tale om udgifter på 315-515 millioner kroner årligt. Hvis der ikke længere er indtægter fra brugerbetaling, skal der afsættes penge på finansloven.
Derudover påpegede transportministeren, at der i den infrastrukturaftale, som et bredt flertal i Folketinget indgik sidste år, er indregnet medfinansiering fra Storebæltsforbindelsen. Socialdemokratiets ordfører Thomas Jensen slog fast, at det derfor vil være at betegne som aftalebrud, hvis et af partierne bag infrastrukturforliget støttede borgerforslaget.
– Lad mig slå det fuldstændig fast. Hvis et parti, som er en del af aftalen om investeringer i infrastrukturen frem til 2035, vælger at stemme for det her forslag, så vil jeg som socialdemokratisk ordfører betragte det som forligsbrud, sagde han.
Den holdning tilsluttede både SF, Konservative og Venstre sig.
– Det er et rigtig sympatisk forslag. Problemet er bare, at forslaget ikke kan gennemføres, for der er altså en gældende regel om, at man er nødt til at stå ved arv og gæld. Det gælder også i transportpolitik. Brede flertal i Folketinget har jo i flere omgange valgt at trække udbytter ud af Storebæltsforbindelsen. Det kan man være enig eller uenig i, men det er sket og kan ikke laves om. Pengene er brugt, sagde Venstres transportordfører Kristian Pihl Lorentzen.
Også Enhedslisten tilsluttede sig det synspunkt og tilføjede, at partiet desuden ikke ønsker at bidrage til at generere mere biltrafik.
Dansk Folkepartis transportordfører Alex Ahrendtsen slog fast, at han mener, det efter 2035 bør være slut med at indregne indtægter fra Storebælt.
– Efter 2035 ser tingene anderledes ud. Der bør det være sådan, at vi ikke bruger Storebæltsforbindelsen som en malkeko, og vi ikke fortsætter med at hive penge op af Storebæltsbroen til andre infrastrukturprojekter. Det har vi gjort i en række år, og det må stoppe. Om det så betyder, at vi gør det gratis at køre over Storebælt, eller om det bliver billigere, det kommer jo an på en lang række forudsætninger, sagde han.
Kun Nye Borgerlige ville stemme for borgerforslaget om at gøre Storebæltsforbindelsen gratis at passere.
– Danskerne fortjener en infrastruktur, der binder landet sammen uden brugerbetaling. I mange år har man desværre brugt forbindelsen som en form for statslig kassekredit. Det må og skal stoppes nu. Det er på tide at fjerne betalingsmuren mellem øst og vest. Det er på tiden at lade danskerne få den betalingsfri bro, som de har betalt for gennem alt for mange år, sagde partiets transportordfører Mette Thiesen.
Herefter udfordrede flere af de øvrige partier Nye Borgerlige på, at de ikke både kan være en del af infrastrukturforliget og stemme for borgerforslaget. Det så Mette Thiesen dog ingen problemer i.
– Det er ikke noget nyt. Vi anførte det også i forhandlingerne om infrastrukturaftalen. Vi har en meget generel holdning til, at når der kommer et borgerforslag, som vi synes, er godt, så bakker vi det op. Vi ser ingen diskrepans mellem det at være en del af infrastrukturkredsen og ønske en betalingsfri Storebæltsforbindelse, sagde Mette Thiesen og tilføjede, at hun er parat til at pege på flere projekter i infrastrukturaftalen for at finde finansiering til at gøre Storebæltsforbindelsen gratis.
Heller ikke Liberal Alliance eller Frie Grønne bakkede op om borgerforslaget.