
Der er ikke generelle problemer med kulturen på rådhuset i Nyborg, slår rapport fast. Foto: Tim Kildeborg Jensen/ Ritzau Scanpix
Der er ingen generel krænkelseskultur i Nyborg
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Det, der blev mere end antydet i en anonym henvendelse fra en medarbejder i Nyborg Kommune, er nu manet i jorden: Der er ikke et generelt problem med krænkende adfærd blandt kommunens medarbejdere.
Det skriver Fyens Stiftstidende, efter konsulenthuset Komponent på et ekstraordinært byrådsmøde tirsdag har præsenteret resultaterne af en undersøgelse af arbejdsmiljøet for politikerne.
Selv om Komponent altså ikke fandt, at der findes en generel krænkelseskultur, var der stadig noget at komme efter, erkender direktør Marianne Stentebjerg over for avisen. For der er medarbejdere, der har oplevet krænkelser. Men Nyborg Kommune ligger under niveau i forhold til andre arbejdspladser af den størrelse.
Konsulenterne bemærker, at der er brug for en ”oprydning i uformelle faglige og personlige relationer og magtstrukturer”. Mens Marianne Stentebjerg ikke bruger ordet vennetjenester, siger hun til Fyens Stiftstidende::
– Nogle medarbejdere har oplevet, at det var nemt at gå til en leder, mens det for andre var mere uigennemskueligt, hvordan man trænger igennem. Det bliver meget båret af relationer, og det skal vi have lavet om på, så der er en klar struktur, hvor man går til sin nærmeste leder.