
Køge Kommune vil oprette grupper for fædre på barsel. Foto: Colourbox
I Køge får også fædre på barsel fædregrupper
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Fædre med barnevogne vil i fremtiden blive flere i gadebilledet. I august er en ny orlovsmodel nemlig trådt i kraft, og det betyder, at 11 uger af en barselsorlov nu er øremærket til fædrene. Den politiske aftale indgået i Folketinget baserer sig på et EU-direktiv, og forventningen er, at langt flere fædre end hidtil vil være på barsel i op til 11 uger mere.
Samtidig viser en ny undersøgelse for Egmont Fonden, at fire ud af fem fædre efterspørger hjælp til farrollen og til aktiviteter. Det skriver Køge Kommune i en pressemeddelelse, hvor kommunen også oplyser, at man nu har besluttet, at tiden er inde til et nyt tilbud om fædregrupper. Det skal give fædre mulighed for at mødes med andre fædre på barsel, ligesom man i mange år har tilbudt mødregrupper til mødre på barsel. Formålet med grupperne er at give mulighed for, at fædre kan mødes på egne præmisser og lave noget sammen med deres børn.
– Fædre på barsel skal også have mulighed for at mødes med andre fædre og være sammen med deres børn på samme måde, som mødrene længe har gjort i mødregrupper. I fædregrupperne handler det om at være far, og det handler også om, at vi giver fædrene plads og støtter op om far-barn-relationen, siger formanden for Køges børneudvalg, Pernille Sylvest (S), i pressemeddelelsen.
Køge Kommune oplyser, at fædregrupperne oprettes administrativt af en sundhedsplejerske, men ellers vil være selvkørende grupper. Det er ikke hensigten, at fædregrupperne skal erstatte mødregrupperne, så en familie kan altså både deltage i mødre- og fædregruppe, hvis de ønsker det. Sundhedstjenesten vil i løbet af august begynde at oplyse de første om fædregrupperne og alt efter tilslutningen, vil de første grupper kunne starte kort efter.