
Nicolaj Bang (K) skifter regionsrådet ud med byrådet i Aarhus. Foto: Region Midtjylland
Nicolaj Bang er ny rådmand efter partikollegas exit: ”Det er en af de der livsomvæltende begivenheder”
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Nicolaj Bang (K) havde ikke set det komme. I sommerferien blev han pludselig rådmand for teknik og miljø og politisk leder for Konservative i Aarhus. Det skete efterpartikollegaen Steen Stavnsbo (K) uventet forlod politik. Nicolaj Bang havde ikke umiddelbart regnet med, at han skulle overtage sin partikollegas politiske roller.
Det var imidlertid det, der skete. Steen Stavnsbo valgte at trække sig fra sin post som rådmand for teknik og miljø og byrådsmedlem helt. Jobbet og den eksponering, der fulgte med, havde været et for stort pres på Steen Stavnsbos privatliv, lød det i sidste uge i en pressemeddelelse.
– Jeg var i sommer til et møde med Steen, og jeg troede det skulle handle om noget helt andet. Han fortalte så, at han ville stoppe, og jeg tænkte med det samme ”hvad gør vi så?”. Han sagde, at partiets ledelse havde peget på mig som hans afløser, og så tror jeg ikke, jeg hørte så meget mere. Det kom fuldstændig bag på alle, siger Nicolaj Bang til Danske Kommuner.
Efter at have vendt det på hjemmefronten og fik opbakning herfra, gik der ikke lang tid, før Nicolaj Bang takkede ja til den nye rolle som rådmand og politisk formand for Konservative i Aarhus.
