
Matmobilen er nogle Christiania-cykler med et mobilt matematiklokale. Foto: Hvidovre Kommune
Set & Sket: Hvidovres Matmobil fortsætter sit arbejde
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Matmobilen har siden august kørt på besøg hos daginstitutioner og skoler i Hvidovre Kommune. Mobilen, der helt konkret er nogle Christiania-cykler læsset med værktøjer til undersøgende matematikundervisning, har i alt været på 718 besøg på 44 ud af 45 indskolingsårgange i kommunen.
Nu kan Matmobilen så fortsætte sit arbejde yderligere. Kommunen har fået en bevilling fra Novo Nordisk Fonden på 2,5 millioner kroner. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
– Vi har været utrolig glade for, at så mange lærere og pædagoger har brugt MatMobilen. Vi har set, at eleverne er utrolig glade for undervisningen, og de synes bare, at de leger, og at det ikke er undervisning. Eleverne får lov til at arbejde med matematik på en anden måde, end når det er almindelig klasseundervisning i klasselokalet, siger projektleder Sisse Jeppesen i pressemeddelelsen.
