
Jakob Søgaard Clausen har forladt Dansk Folkeparti. Foto: Aarhus Kommune
DF ude af byrådet i Aarhus
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Jakob Søgaard Clausen, der stillede op til kommunalvalget i Aarhus for første gang sidste år og lykkedes med at sikre sig Dansk Folkepartis eneste mandat i Aarhus, er nu blevet løsgænger.
Han meldte sig ud af partiet fredag, og ifølge den 28-årige kommunalpolitiker kan han ikke længere se sig selv i partiet, selvom det påvirker ham meget. Det siger han til Århus Stiftstidende.
– Jeg tror, det skyldes langvarige, interne problemer. Især på Christiansborg, hvor man ikke er lykkedes med at få talt sammen og få lavet en ordentlig retning. Det har simpelthen skadet den tillid og troværdighed, som vi engang havde blandt rigtig mange danskere. Det påvirker jo det arbejde, vi laver ude lokalt, og den mulighed, vi selv ser for at være en del af Dansk Folkeparti. Så jeg tror helt sikkert, at det er alt det fnidder og ballade, der har skabt så store problemer for partiet, siger Jakob Søgaard Clausen og afviser samtidig at være på vej ind i andre partier.