
Esbjerg Havn skal udbygges. Foto: Esbjerg Havn
Esbjerg Havn skal udbygges til NATO-knudepunkt
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Esbjerg Havn kan i fremtiden blive et nyt knudepunkt for NATO. Mandag underskrev forsvarsminister Morten Bødskov (S) en koordinationsaftale med blandt andre Esbjerg Havn og Esbjerg Kommune, der alle forpligter sigt il at arbejde for at udbygge havnen og stille nødvendige og forbedrede faciliteter til rådighed for Danmarks allierede.
– I den nye sikkerhedspolitiske situation bliver Danmark betragtet som en markant bidragsyder. Projektet i Esbjerg Havn kræver et stærkt samarbejde på tværs af ministeriet og vores partnere, og derfor er jeg glad for, at vi i dag kan underskrive denne koordinationsaftale. Aftalen er et udtryk for projektets betydning for Danmark og for lokalområdet i Esbjerg. Vi kommer til at arbejde tæt sammen for at komme i mål, siger Morten Bødskov i en pressemeddelelse.
Med projektet vil man uddybe sejlrenden til 12,5 meter og etablere de nødvendige modtagelsesfaciliteter for allierede styrker på havnen. USA viste allerede før sommeren interesse for at bruge Esbjerg Havn som knudepunkt for deployering af allierede styrker til Østersøområdet og Baltikum.
Forsvarsministeriet oplyser, at Esbjerg Havn har en god størrelse og beliggenhed ud mod Vesterhavet og er tæt placeret ved jernbane- og motorvejsnet og lufthavn. Derudover ligger havnen tæt ved øvelsesterrænet i Oksbøl. Udbygningen vil desuden have betydning for udskibning af større havvindmøller og regeringens ambitioner om at udbygge havvind markant i Danmark.