
Foto: Colourbox
Glostrup dropper biblioteksbøder
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
At aflevere en bog for sent tilbage til biblioteket og at få en bøde for den for sene aflevering er noget, de fleste danskere kender til. Sådan har det også været for borgerne i Glostrup. Men nu vil biblioteket i Glostrup som et forsøg droppe gebyrerne.
Den indtægt, biblioteket har fået fra bøder, bruges til at købe materialer, men der er også en del administrativt arbejde forbundet med gebyrerne, ligesom det ærgrer lånerne, når de ikke får afleveret bøger til tien på biblioteket.
– Gebyrerne kan desuden være en barriere for nogle borgere, for eksempel borgere med lav indkomst, hvor udgiften nemt kan blive en barriere i forhold til overhovedet at anvende biblioteket. Og for dem, der har råd til at betale, er gebyrerne næppe et incitament. På Glostrup Bibliotek ønsker vi at op med den barriere, så biblioteket bliver et sted for alle, skriver biblioteket i sin pressemeddelelse.
Derfor vil biblioteket nu lave et forsøg frem til juli, hvor der ingen gebyrer er på biblioteket. Lånere vil stadig blive varslet, når afleveringsdagen nærmer sig, og der vil også stadig blive sendt hjemkaldelser. Hvis nogle bøger eller materiale slet ikke afleveres eller bliver beskadiget, skal det også fortsat erstattes.
Men håbet hos leder af Glostrup Bibliotek Helle Ratz er, at forsøget vil medføre, at der kommer flere unge lånere.
– De unge er ofte bange for at komme til at skylde noget eller tror, at de måske allerede skylder noget. Med forsøgets indførelse nulstilles alt. Det vil sige man skal fremover ikke betale gebyrer, og samtidig slettes alle gebyrer, lyder det i pressemeddelelsen fra biblioteket.
Gode internationale erfaringer
Biblioteket håber også, at forsøget generelt vil øge brugertilfredsheden, og noget tyder på, at ønskerne kan blive til virkelighed. I hvert fald viser erfaringer fra New York, at afskaffelsen af gebyrer medfører, at der kommer flere lånere, og at flere bøger reelt bliver returneret.
I New York har politikken været, at borgere, der har over 15 dollars i biblioteksgebyr, får deres lånerkort spærret og nægtes adgang til biblioteket. Således havde byens biblioteker over tre millioner dollars i gebyrindtægter alene i 2019. Men nu har New York sluttet sig til en lang liste af andre store amerikanske byer, som har droppet biblioteksbøderne, og nu gør Glostrup altså også forsøget.