
Illustration: Line Bisgaard
Omstridt direktør får nyt arbejde og flere chefer på plads: Her er ugens navnenyt
tekst Mads Dam Bendtsen, mdbe@kl.dk
Ugens transfernyt begynder i Aarhus, hvor den nyligt fratrådte direktør for sundhed og omsorg, Hosea Dutschke, har fundet nyt arbejde. Han skal fremover bistå kommunerne med udvikling og rådgivning på et presset sundheds- og ældreområde og med strategi- og lederudvikling i hele den kommunale organisation. Det skal han gøre for kommunernes udviklingscenter Komponent.
– Jeg synes, at ideen om Komponent som kommunernes fælles udviklingscenter er god, og jeg ser frem til at arbejde med kommunal ledelse og styring fra et lidt andet perspektiv. I kommunerne skal vi hele tiden udvikle os og blive endnu bedre, og social- og sundhedsområdet er i særdeleshed udfordret af både demografi og personalemangel. Jeg håber, at mine erfaringer kan være med til at rykke noget i kommunerne, siger han i en pressemeddelelse.
