
Foto: Randers Kommune
Vedtaget: Arbejdsmiljøet i Randers-forvaltning skal undersøges
tekst Martin Pedersen
Mandag aften vedtog Randers Byråd, at arbejdsmiljøet i børne- og skoleforvaltningen skal undersøges af et eksternt firma. Det blev besluttet på en lukket del af byrådsmødet, fremgår det af referatet fra den 31.januar.
Først skal der formuleres et kommissorium, hvorefter gruppeformændene for partierne og listerne vil blive indkaldt. Forslaget kommer fra borgmester Torben Hansen (S).
Baggrunden for undersøgelsen er, at der har været længere tids kritik af børne- og skoleforvaltningen og dens direktør Michael Maaløe, der tidligere også har været indkaldt til en personlig samtale hos borgmesteren og kommunaldirektøren om sagen, skriver Randers Amtsavis.
– Spørgsmålet er, om det er den rigtige ledelse, forvaltningen har? Nu må vi lave et fælles grundlag for undersøgelsen, og drage konklusioner når den er lavet – og så komme videre. Det er ikke godt for nogen at blive ved med at hænge fast i denne konflikt, siger Kasper Fuhr Christensen fra Velfærdslisten til Randers Amtsavis. marp@kl.dk