
Foto: Colourbox
København lander aftale om fast hjemmearbejde med alle medarbejdere
tekst Mads Brandsen
Samtlige 48.000 ansatte på Danmarks største arbejdsplads, Københavns Kommune, får mulighed for at arbejde hjemme fast fremover. Det skriver Akademikerbladet.
Det kræver blot en aftale med nærmeste leder, fremgår det af den nyligt indgåede aftale. Den omfatter medarbejdere i alle kommunens syv forvaltninger lige fra pedeller til kontorchefer.
Medarbejderne får ikke formelt ret til et bestemt antal hjemmearbejdsdage. Hjemmearbejdet skal passes ind med den daglige drift og løsningen af opgaverne.
Fællestillidsrepræsentant for de cirka 4.000 akademikere i Københavns Kommune, Tania Karpantschof, er glad for aftalen. Hun kunne dog godt have tænkt sig lidt større ambitioner.
– Aftalen er så god, som den kan blive på nuværende tidspunkt. Men vi vil gerne have en tilkendegivelse af, at vores arbejdsgiver ønsker at fremme hjemmearbejde. At det faktisk er i deres interesse. Den enorme tillid, vi er blevet vist – ganske vist af nød – under hjemsendelsen, har alle levet fuldt op til. Skal den tillid så rulles tilbage, bare fordi der ikke længere er en epidemi, siger hun til Akademikerbladet.
Aftalen løber et år, hvorefter den skal evalueres. mdbr@kl.dk