
Foto: Fredericia Kommune
Dyrskuechef skal få flere turister til Fredericia
tekst Mads Brandsen
Et enigt ansættelsesudvalg i Fredericia Kommune har valgt at ansætte Sara Ekknud Windell som kommunens første turismechef.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Sara Ekknud Windell tiltræder 1. marts og kommer fra en stilling som chef for Odense Dyrskue, der under hendes ledelse er blevet betragteligt udvidet, så det i dag har aktiviteter året rundt.
Før dyrskuet var hun kulturchef i Odeon i Odense. Sara Ekknud Windell er uddannet cand.mag. i international virksomhedskommunikation og journalistik fra Syddansk Universitet. Hun glæder sig til de nye udfordringer i fæstningsbyen.
– Jeg glæder mig rigtig meget til at komme i gang. Der er så meget godt i støbeskeen, som jeg glæder mig til at bygge videre på. Fredericia er allerede inde i en god udvikling, hvor der er momentum og en stor opbakning fra kommunens borgere og samarbejdspartnere, siger Sara Ekknud Windell.
Mere potentiale
Beslutningen om at ansætte en turismechef udspringer af budgetforliget fra sidste år, hvor Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Enhedslisten og Nye Borgerlige blev enige om at opprioritere turismen med den nye stilling og et nyt bosætnings- og turismeudvalg. Her er Susanne Eilersen (DF) formand, og hun glæder sig til samarbejdet.
– Vi har ikke formået at formidle alt det, som Fredericia kan uden for voldene. Det bliver Saras helt store opgave, og den opgave tror jeg på, at Sara kan være med til at få ud over rampen. Sara har den rigtige profil i forhold til at udvikle og forløse det store potentiale, som Fredericias historie og udvikling rummer, siger hun.
Privat er Sara Ekknud Windell gift med Søren Windell, der er konservativ by- og kulturrådmand i Odense. mdbr@kl.dk