
Foto: Haderslev Kommune
Fire nye borgere i Haderslev sidste år skaber forsigtig optimisme på rådhuset
tekst Mads Brandsen
Mens der i slutningen af 2020 var 293 færre borgere i Haderslev Kommune end året før, kan kommunen i år fejre, at der er en befolkningsfremgang. Selv om den kun er på fire personer, giver det alligevel grund til forsigtig optimisme på rådhuset.
– Jeg er godt tilfreds med, at vi kommer ud af 2021 med en positiv befolkningstilvækst, om end den er lille. Jeg tror på, at det er det første spæde tegn på, at vi er i gang med at vende udviklingen, siger borgmester Mads Skau (V).
Indbyggertallet er i løbet af de seneste ti år kun steget som følge af flygtninge, mens der nu er tale om arbejdskraft, der rykker til kommunen. Det gælder blandt andet borgere fra lande som især Tyskland, men også Polen, Ukraine og Rumænien.
Kommunen planlægger i løbet af 2022 flere events rettet mod tyskere, der søger mod Danmark. mdbr@kl.dk