
Rudkøbing. Foto: Colourbox
I strid med reglerne: SF’er var stedfortræder for socialdemokrat
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Det er ikke gået ubemærket hen, at SF ved det seneste møde i ældre- og sundhedsudvalget på Langeland pludselig havde flertal, selvom partiet egentlig ikke har det.
Det skyldtes, at Nynne Printz (SF) var med på mødet som stedfortræder for Ole Sørensen (S), der var syg.
Af referatet fra mødet fremgår det, at ”Karina Jørgensen og Peder Hansen mener ikke, at et medlem af udvalget kan erstattes af en suppleant fra et andet parti”, men de to venstrefolk var ikke de eneste, som luftede deres utilfredshed.
På Facebook gik Socialdemokratiets Arno Kruse til tasterne og skrev blandt andet:
– Ifølge konstitueringsaftalen i Langeland Kommune består ældre- og sundhedsudvalget af to SF’ere, to Venstrefolk og en socialdemokrat, men det kan ikke lade sig gøre, at en SF’er erstattet et medlem fra et andet parti, og derfor er der ikke hjemmel til, at Nynne Printz deltager i ældre- og sundhedsudvalgets møde i stedet for socialdemokraten Ole Sørensen.
Over for Fyns Amts Avis forklarer kommunalforsker ved Danmarks Medie og Journalisthøjskole Roger Buch, at det havde været i orden, at en SF’er trådte i stedet for en socialdemokrat, hvis de to partier var i valggruppe sammen. Men når det ikke er tilfældet, må man ikke gøre det, slår han fast og tilføjer, at det i yderste konsekvens kan betyde, at de beslutninger, der blev truffet på mødet, er ugyldige.
Ifølge borgmester Tonni Hansen (SF) har han sat gang en undersøgelse af Langelands måde at gøre tingene på.
– Jeg er faktisk i tvivl, om hele måden, vi gør det på, er legal, siger han til Fyns Amts Avis.