
Borgmester Peter Rahbæk Juel (S). Pressefoto
Odense styrker kampen mod negativ social kontrol
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Sidste år besluttede byrådet i Odense at styrke indsatsen mod social kontrol, efter der i de senere år har været stigende fokus på borgere, der er udsat for negativ social kontrol og såkaldte æresrelaterede konflikter.
Nu får Odense Kommunes indsats en digital front i form af en ny hjemmeside.
– Ingen mennesker skal leve under voldelige og kontrolprægede forhold for at tilpasse sig forældede normer, som undergraver helt grundlæggende frihedsrettigheder i vores samfund. Derfor er jeg meget tilfreds med, at Odenses borgere nu tilbydes en indgang til at finde vejledning og rådgivning i en svær og ofte meget ensom situation. Vi har et ansvar for at støtte dem, der gør op med negativ social kontrol, og for at hjælpe dem til at træde ind i fællesskabet som aktive medborgere, siger borgmester Peter Rahbæk Juel (S).
Det er ikke kun borgerne, der kan finde hjælp og vejledning på den nye hjemmeside. Også fagpersoner i Odense Kommune kan nemlig bruge den nye indgang til at få større viden og vejledning til konkrete handlinger.
Sekretariatschef i SSP Odense, Tommy Holst, som har det overordnede ansvar for udviklingsarbejdet pointerer, at Odense arbejde måske kan komme andre kommuner til gavn.
– Selvom byrådet i Odense har vedtaget, at vi her i byen skal have et særligt fokus på at reducere negativ social kontrol, så er det naturligvis ikke et problem, der er isoleret til Odense. Borgere i mange andre af landets kommuner oplever givetvis også at få deres frihed begrænset. Det er oplagt, at kommuner, der måske endnu ikke har en målrettet indsats mod negativ social kontrol, kan trække på den viden og de værktøjer, vi har udviklet og samlet, siger han og fortsætter:
– Jeg håber, at kendskabet til www.negativsocialkontrol.dk udbredes til andre kommuners fagmedarbejdere og borgere, ligesom det måske kan benyttes som inspiration i forbindelse med unges uddannelser. Det vil glæde mig overordentligt, hvis det arbejde, vi har sat i gang i Odense, kan komme til at gøre en forskel for en medborger – også et andet sted i landet.
Rådmand i beskæftigelses- og socialforvaltningen, Christoffer Lilleholt (V), ser det som et vigtigt skridt i den rigtige retning, at for eksempel jobrådgivere og jobkonsulenter nu kan få støtte i deres daglige arbejde, hvis de møder negativ social kontrol som en barriere for uddannelse og beskæftigelse.
– Vi skal have flere kvinder med ikke-vestlig baggrund i arbejde. Det er afgørende for kvindernes frihed, det styrker virksomhedernes mulighed for at rekruttere arbejdskraft, og det er godt for kommunekassen. En kontrollerende mand eller kulturelle normer og traditioner må aldrig få lov at stå i vejen for at tage et job. Derfor er det både godt og vigtigt, at medarbejderne nu får adgang til mere hjælp og flere redskaber til at opspore og håndtere problemer med negativ social kontrol, siger han.
Susanne Crawley Larsen (R), der er rådmand i børn- og ungeforvaltningen, hæfter sig ved, at lærere på skolerne får hjælp på den nye hjemmeside til tidlig opsporing af negativ social kontrol.
– Jeg fornemmer et gryende ungdomsoprør og en begyndende ligestillingskamp hos unge kvinder og mænd i miljøer, hvor negativ social kontrol forekommer. Som kommune har vi i Odense stillet os i spidsen for at støtte de unges opgør med negativ social kontrol, og det er vores pligt at have et set-up, der hjælper de unge. Et vigtigt skridt er, at vores socialrådgivere og lærere nu bliver klædt endnu bedre på til at tage sig af mistanke om negativ social kontrol, så de kan fange de unges signaler og være de voksne, man trygt og sikkert kan bede om hjælp. Det håber jeg vil hjælpe børn og unge på vej til frie, stærke og selvstændige liv, siger Susanne Crawley Larsen.
Den nye hjemmeside er kun et af flere nye tiltag med henblik på at styrke indsatsen mod negativ social kontrol. Ifølge Tommy Holst vil der i den kommende tid vil komme en række tilbud om opkvalificering af fagpersoner i Odense Kommune, så flere bliver i stand til at spotte signalerne på negativ social kontrol og vide, hvordan de skal agere.