
Arkivfoto
Sorøs tidligere kommunaldirektør er tiltalt for bedrageri
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Anklagemyndigheden ved Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har rejst tiltale for bedrageri mod den tidligere kommunaldirektør i Sorø, Søren S. Kjær.
Det bekræfter senioranklager Mariam Khalil over for Danske Kommuner.
Bedrageriet skal have fundet sted under en rejse til USA, hvor Søren S. Kjær har betalt for koncertbilletter og restaurantbesøg for i alt seks personer. Samlet set udgifter for 6.751 kroner, som han har afholdt med kommunens MasterCard.
Ifølge anklagemyndigheden skal Søren S. Kjær have fremkaldt ”vildfarelse” hos personalet i Sorø Kommune i forbindelse med afregningen af rejsen. Anklagemyndigheden går efter at idømme Søren S. Kjær en fængselsstraf, da man anser det for skærpende, at bedrageriet er begået på en offentlig arbejdsplads.
Tilbage i sommeren 2021 opsagde Søren S. Kjær sin selv stilling. Han blev derefter politianmeldt, efter DR Nyheder havde afsløret udgifterne.
Søren S. Kjærs forsvarer Anders Németh oplyser til DR, at hans klient nægter sig skyldig, men at han ser frem til en afgørelse. Det vil ske ved en domsmandsret ved Retten i Næstved. Sagen er endnu ikke berammet, oplyser senioranklager Mariam Khalil.
Strafferammen for bedrageri er fængsel i op til et år og seks måneder.