
Foto: Colourbox
Aalborg vedtager nye og klare retningslinjer for udbygningsaftaler
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Forvaltningen for by og land i Aalborg Kommune har nu et sæt nye retningslinjer på plads for de såkaldte udbygningsaftaler. De præciserer både ansvarsfordelingen og sagsgangene ved udarbejdelsen og journaliseringen af sagerne.
Det skriver TV 2 Nord.
Rådmand for by og land, Jan Nymark Thaysen (V) mener, at reglerne nu er helt klare.
– Nu burde det være fasttømret med syvtommer søm, hvordan proceduren er, siger han.
Det kom sidste år frem, at Aalborg Kommune gennem de sidste ti år har stillet krav til bygherrer, som følte sig pressede til at sige ja til udbygningsaftalerne. Planloven fastslår, at rollefordelingen er omvendt: Det er bygherren, der skal tage initiativet til en sådan aftale, og det er nu blevet præciseret i den nye retningslinjer.
Ifølge Aalborg Kommune får det personalejuridiske konsekvenser for et ”mindre antal” ledere og medarbejdere, at udbygningsaftalerne ikke har været håndteret korrekt.