
Arkivfoto
Ib Poulsen vil tilbage i Folketinget
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Med to perioder som folketingsmedlem i bagagen går den drevne DF-politiker Ib Poulsen efter endnu en periode på Christiansborg efter næste valg.
Det skriver TV Midtvest.
Ib Poulsen, der var borgmesterkandidat i november, er i dag partiets eneste byrådsmedlem i Thisted. Han ser det som sin opgave at være med til at bringe Dansk Folkeparti tilbage til fordums styrke.
– Jeg har været med til at rejse Dansk Folkeparti i sin tid, og nu skal jeg være med til at genrejse partiet. Vi har haft for travlt med at favne for bredt, så nu skal vi finde tilbage til vores kerneværdier, siger Ib Poulsen til tv-stationen.
Lykkes det ham at blive valgt, lover han at sætte fokus på det, der fylder i og omkring Thisted. Der er blandt andet brug for bedre infrastruktur i landsdelen, pointerer han.
Ib Poulsen var folketingsmedlem fra 2007 til 2009 og igen 2015-2019.