
Foto: Svendborg Kommune
Svendborg ansætter ny direktør
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Fra den 1. april 2022 er Jonas Wittendorf ny direktør for børn, unge, kultur og fritid i Svendborg Kommune. Han kommer fra en stilling som centerchef i center for børn, unge og familier i Glostrup Kommune, som han har bestridt i tre år. Det skriver Svendborg Kommune i en pressemeddelelse.
– Svendborg Kommune er en veldrevet kommune, som samtidig er ambitiøs både på kultur-, fritids-, børne- og skoleområdet. Det passer rigtig godt til min tilgang til arbejdet. Jeg glæder mig til at arbejde for at indfri ambitionerne på kultur- og fritidsområdet og til at bidrage til at skabe udvikling, trivsel og læring for alle børn i Svendborg Kommune. I ansættelsesudvalget har jeg mødt engagerede politikere, ledere og medarbejdere, og jeg glæder mig til at komme tættere på dem, og på de områder, vi skal samarbejde om, siger Jonas Wittendorff.
Borgmester Bo Hansen (S) ser også frem til det kommende samarbejde.
– Jeg glæder mig til at byde velkommen til Jonas. Jeg er sikker på, at han med sin baggrund og sin erfaring bliver en værdifuld tilføjelse til direktionen. Det er en spændende opgave, der venter ham, hvor han blandt andet skal være med til at fortsætte den gode udvikling af vores skoler og dagtilbud, og han får også indflydelse på, hvordan vi får langvarig effekt af sommerens DGI Landsstævne, siger Bo Hansen.