
Foto: Colourbox
Ny metode kan mindske forskellen på børn i dagtilbud
tekst Thomas Kokholm Nielsen, tkn@kl.dk
Når børn i Danmark forlader vuggestuen, er der cirka et års forskel på de sproglige, matematiske og socio-emotionelle kompetencer hos børnene med de mest udviklede og børnene med de mindst udviklede kompetencer på en årgang. Ved udgangen af børnehaven er denne forskel øget til 2,5 år.
Det er problematisk, fordi et godt og veludviklet sprog både har stor betydning for barnets trivsel nu og her, og for hvor let barnet får ved at bygge læring på senere hen i skolen. Dermed kan de tidlige forskelle vare ved ind i voksenlivet og påvirke barnets livschancer og livskvalitet.
TrygFonden putter nu 20 millioner kroner i et unikt samarbejde mellem danske kommuner og forskere fra Aarhus Universitet om at udbrede og implementere den evidensbaserede pædagogiske indsats ”Vi lærer sammen” i dagtilbud og løfte alle børn.
Den enkle pædagogiske metode er udviklet af forskere fra TrygFondens Børneforskningscenter ved Aarhus Universitet. I lodtrækningsforsøg med i alt 15.000 børn har metoden vist sig at styrke sprog og vigtige kompetencer hos børn i både dagpleje, vuggestue og børnehave. Samtidig har evalueringer vist, at pædagogisk personale, forældre og ikke mindst børnene er glade for at arbejde med Vi lærer sammen, der passer godt til den måde, man i forvejen arbejder på i danske dagtilbud.
Ud til alle dagtilbud
Nu vil Trygfonden så understøtte, at den pædagogiske metode kan udbredes til dagtilbud i hele landet.
Det fortæller professor Dorthe Bleses, TrygFondens Børneforskningscenter og Institut for Kommunikation og Kultur, Aarhus Universitet, som står i spidsen for partnerskabet, som alle kommuner nu inviteres til at deltage i.
– Ambitionen er at udbrede Vi lærer sammen til flere kommuner med det mål at videreudvikle strukturen, kulturen og læringsmiljøet i dagtilbuddene. Sådan at vi derigennem styrker børns tilegnelse af en række kompetencer, der er vigtige for deres læring nu og på sigt. Det skal ske i et tæt samarbejde mellem pædagogisk personale, ledere, forvaltning og forskere. At styrke børns kompetencer gennem et stærkt læringsmiljø er nemlig ikke bare et ansvar for den enkelte frontmedarbejder men et fælles ansvar for hele kommunen, siger hun.
Forskerne stiller op med viden om, hvordan børn lærer, og med strategier og materialer.
– Det handler om, hvordan man indretter hverdagen i institutionerne, så man skaber læringssituationer dagen lang. Det er noget, vi ved ikke finder sted i fornødent omfang i de danske dagtilbud. Man kan sige, at vi kommer med rammerne, der kan være med til at skabe de læringsrige situationer i hverdagen. Personalet skal selv lavet indholdet i det pædagogiske tilbud. Det er op til pædagogens faglighed. På den måde er det ikke et færdigt koncept eller pakke. Det er faktisk noget af det, pædagogerne sætter pris på, siger Dorthe Bleses.
Professoren understreger, at den ledelsesmæssige opbakning er helt central, hvis man vil løfte kvaliteten af læringen i dagtilbud.
– Vi kan se der er store forskelle i tilgangen landet over. Faktorerne rækker helt op i forvaltningen. Man arbejder bedre, når man er sammen om det. Der skal en ledelsesmæssig understøttelse til, som går helt op i forvaltningen. Det har stor betydning, siger Dorte Bleses.
I Gentofte glæder de sig
Alle landets kommuner vil i den kommende tid modtage en invitation til at deltage i partnerskabet om Vi lærer sammen – og de første kommuner har allerede meldt sig til. Én af dem er Gentofte Kommune, som allerede har et godt kendskab til Vi lærer sammen, fordi de deltog i et af de lodtrækningsforsøg, hvor indsatsen blev evalueret.
Gentofte Kommune glæder sig til samarbejdet, som de har store forventninger til, fortæller Michael Andersen, der er pædagogisk leder for dagtilbud i kommunen.
– Resultaterne fra tidligere har vist, at ”Lærer vi sammen” har stor værdi for børnenes sproglige udvikling og andre vigtige kompetencer, og disse resultater får derfor også en værdifuld betydning for det pædagogiske personale. Det, at projektet samtidig hænger fint sammen med indholdet i den styrkede pædagogiske læreplan, gør kun værdien af Gentofte Kommunes deltagelse endnu bedre, siger Michael Andersen.
Derudover fremhæver han, at det pædagogiske personale har været meget glade for at arbejde med indholdet i ”Vi lærer sammen”.
– Kompetenceudviklingen, der følger med, har givet personalet et fælles grundlag at tale udvikling ud fra. Når der er et ledelsesmæssigt ophæng på projektet, sikrer det, at der løbende er et ledelsesmæssigt fokus på indhold og værdi for børnene, siger han.
Den pædagogiske leder ser det som en styrke, at projektet løber over fire år, så ændringen af pædagogisk praksis forhåbentlig bliver en del af hverdagen.