Slut med kommunal hjemmepleje efter sag om videoovervåget hjem
tekst Martin Pedersen
En aftale, der omfatter ”helt særlige situationer, som kræver en skræddersyet løsning”, mellem Kolding Kommune og det private firma Carelink betyder, at kommunens hjemmepleje slipper for at arbejde under overvågning. Det skriver JydskeVestkysten.
Det sker efter, at Arbejdsretten i midten af september sidste år afgjorde, at hjemmehjælpere ikke kan nægte at arbejde i et hjem, hvor de bliver videoovervåget. Den kommunale hjemmepleje i kommunen havde siden april nægtet at arbejde i et hjem, hvor en kritisk ægtemand filmede personalet, mens de tog sig af hans hustru.
FOA kaldte dengang videoovervågningen for psykisk belastende og bakkede sine medlemmer op, mens kommunen ikke mente, at man kan blande sig i, om folk overvåger i deres hjem. Efter Arbejdsrettens afgørelse sagde forbundsformand for FOA, Mona Striib, i en pressemeddelelse, at det var skandaløst, at hjemmehjælperne skulle udsættes for truende adfærd og krænkende videoovervågning, samt at der var behov for politisk stillingtagen.
Kommunen kommer med aftalen til at betale 2,3 millioner kroner for pleje af kvinden mod de 780.000 kroner, som det kostede kommunen selv.
Siden maj sidste år har et vikarbureau stået for plejen af kvinden, og den opgave overtager Carelink til februar. marp@kl.dk