Otte millioner selvtests skal nu tages i brug, og kommunerne er klar til at distribuere endnu flere
tekst Martin Pedersen
Kommunerne har i slutningen af 2021 og i starten af dette år haft travlt med at distribuere og udlevere selvtest på de store velfærdsområder, der først og fremmest gælder personalet på ældreområdet, socialområdet, i skoler og dagtilbud. Derudover er det også et tilbud til elever i skolerne.
– Kommunernes opgave består i at sikre at de efterlever anbefalingerne, og at testene er tilgængelige, siger direktør i KL Christian Harsløf og fortsætter:
– Det er i fuld gang. De første otte millioner selvtests blev distribueret op til juledagene, og de er i gang med at blive taget i brug ude i kommunerne. Lige nu er der meget fokus på skoleområdet, og mange kommuner har travlt med at få udleveret selvtest til familier, inden børnene må møde i skole igen.
Grundet nedlukningen af skolerne har kommunerne før jul og i disse dage travlt med selvtestene. På de områder, hvor der ikke har været nedlukning, har man dog kunnet være i bedre tid med distribueringen.
– Man har allerede været i gang på ældre- og socialområdet. De har ikke været lukket ned, så der har man haft juledagene til at udlevere selvtests, lyder det fra Christian Harsløf.
Eleverne starter i skole den 5. januar blandt andet under den forudsætning, at alle elever fra 1. klasse og opefter samt ansatte på skolerne opfordres til at lade sig teste to gange ugentligt.
Det er kommunerne i gang med at forberede sig på, og det ruster dem til lignende fremtidige tiltag, som der dog ikke er udsigt til på nuværende tidspunkt.
– Vi har ikke konkret viden om nye initiativer i forhold til selvtests, men det er også en måde at få erfaring med dem. Man ser det også brede sig andre steder i samfundet, og vi er også klar i kommunerne til at distribuere selvtests ud igen, siger Christian Harsløf. marp@kl.dk