Kommunerne er klar til at blive sat fri for regler på velfærdsområder
tekst Martin Pedersen
– Hånden på hjertet, så har vi endnu ikke den ældrepleje i Danmark, som vores ældre har fortjent. Jeg vil derfor i aften foreslå noget vidtgående. At vi afskaffer den omfangsrige regulering og lovgivning på ældreområdet og starter helt forfra.
Sådan lød det fra statsminister Mette Frederiksen (S) i sin nytårstale som optakt til regeringens forslag om at give alle kommuner mulighed for at blive fri af næsten alle statslige regler på en række velfærdsområder.
Kommunerne skal lokalt kunne skabe den folkeskole, ældrepleje eller børnehave, som de ønsker, og Jacob Bundsgaard (S), der er borgmester i Aarhus og formand for KL, hilser den udmelding velkommen.
– Det, synes jeg, er en fremragende ide. I kommunerne er vi helt klar til at blive sat fri fra statslige regler og tage endnu mere ansvar for den lokale velfærd på dagtilbud, skole og ældreområdet. Siden de oprindelige syv kommuner blev sat fri, har vi argumenteret for, at det burde være en mulighed, som alle kommuner havde, lyder det fra Jacob Bundsgaard.
Selvom de syv kommuner, der allerede er sat fri for regulering på en række velfærdsområder, endnu ikke har konkrete resultater for forsøget, tror man i KL stadig på, at er der masser at lære fra den foreløbige opstartsproces.
Udover at sætte velfærden fri på lokalt plan, så Jacob Bundsgaard også gerne at Folketinget breder det endnu mere ud, så det også omfatter beskæftigelsesområdet, der ifølge ham trænger til en gevaldig sanering.
– Konkret vil frisætningen forhåbentlig komme til at betyde, at vi kan flytte balancen væk fra kontrol og detailstyring og hen mod fleksibilitet, faglighed, sund fornuft og lokal ledelse - og ikke mindst borgerne.
Mette Frederiksen er den sjette statsminister, der vil tage et opgør med de statslige regler, og Jacob Bundsgaard ser det derfor som en naturlig udvikling, at kommunerne sættes mere fri.
– Man har gennem mange år haft en tendens til at gribe til detaljerede regler og nye styringsværktøjer, når man vil forbedre kvaliteten. Men den mere og mere detaljerede lovgivning har i virkeligheden den modsatte effekt og spænder alt for ofte ben for, at vi kan levere velfærd med udgangspunkt i borgerens individuelle behov, og at vi kan tilpasse vores service til de forandringer, der sker i vores samfund, og den viden, der hele tiden gør os klogere, lyder det fra Jacob Bundsgaard.
En kortere og mere præcis ældrelov skal ifølge statsministeren skabe klarere værdier, valgfrihed, selvbestemmelse og få dokumentationskrav.
Formanden for KL hilser også dette velkommen og begrunder det med, at opgaverne på ældreområdet i høj grad også er blevet sundhedsopgaver, og at det stiller nye krav til kommunale medarbejdere og ledere.
– For at give et konkret eksempel så er der hele to statslige tilsyn og et kommunalt tilsyn, som kommunale ledere og medarbejdere skal forholde sig til på ældre- og sundhedsområdet. Dertil kommer brandtilsyn, fødevaretilsyn, arbejdstilsyn og revision. Det er vigtigt, at reformarbejdet på både sundheds- og ældreområdet tænkes sammen. Der er brug for, at man fra nationalt hold hurtigst muligt får prioriteret at lave en ambitiøs national plan for det samlede sundheds- og ældreområde, lyder det fra Jacob Bundsgaard. marp@kl.dk