Åbningstider i pressede institutioner må gerne tilpasses lokalt
tekst Martin Pedersen
Hillerød Kommune har via KL fået besked om, at det anerkendes, at der kan være særlige og ekstraordinære situationer, hvor pasningsgarantien i daginstitutioner ikke kan opfyldes. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
Det sker efter at kommunen skrev til Folketingets epidemiudvalg samt børne- og undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil (S), hvor de gav udtryk for, at daginstitutionerne kan have svært ved at opretholde den daglige og almindelige drift, når der udbryder smitte blandt medarbejdere.
Derfor ville de gerne have kommunal mulighed for at dimensionere eller tilpasse åbningstiderne i institutionerne. Det kunne for eksempel være ved at åbne daginstitutionen lidt senere eller lukke lidt tidligere, frem for at den ender med at skulle lukke helt.
Nu har de så fået at vide, at de gerne må begrænse åbningstiden nogle dage og ikke længere end absolut nødvendigt.
– Det vil først ske efter, at dagtilbuddet sammen med kommunen har afsøgt alle muligheder for at holde åbent på fuld tid, og hvor det derfor faktuelt er umuligt for kommunen at efterleve pasningsgarantien forstået som fuld åbningstid. Debatten har afklaret, at vi mener, vi nu kan vurdere lokalt, hvornår vi kan ændre på åbningstiden– det nogle kalder force majeure. Det er et godt skridt på vejen, siger borgmester i Hillerød Kirsten Jensen (S).
Borgmesteren ønsker dog stadig mulighed for at dimensionere åbningstiderne.
– Vi ønsker stadig at få mulighed for at kunne dimensionere åbningstiden lokalt og for eksempel kunne melde ud til forældre at i de næste tre dage er åbningstiden lidt ændret. Det kan vi stadig ikke. Men vi kan fortælle, hvad der er muligt dag for dag i en institution med mange syge eller isolerede. Men det er en lettelse, at vi nu får grønt lys for at tilpasse i situationer, hvor der simpelthen ikke er personale nok til at tage imod børnene på en ordentlig måde om morgenen, siger Kirsten Jensen. marp@kl.dk