
Stephanie Storbank (V). Pressefoto
Byrådet i Billund skifter navn
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Det er ikke kun ansigterne i byrådet i Billund, der er blevet skiftet ud fra 1. januar.
Navnet på forsamlingen af de folkevalgte politikere skifter nemlig navn til kommunalbestyrelsen.
– Man kunne mene, at det blot er et spørgsmål om ord, men ord har det også med at forme nye virkeligheder. I bund og grund betyder de to ord det samme. Men for mig personligt ligger der en styrke i, at vi nu tager opgaven på os som den professionelle bestyrelse, vi er valgt til at være, siger Billunds borgmester Stephanie Storbank (V) i en pressemeddelelse.
Udover at sende et professionelt signal, signalerer navnet også, at kommunalbestyrelsen arbejder for hele kommunen og ikke kun byerne, som navnet byråd eller kunne indikere, mener Stephanie Storbank.
– Vi skal hjælpe hinanden med at komme højt op i helikopteren og se det overordnede billede og det lange perspektiv, samtidig med at vi skal huske hinanden på, at det ofte er i det små og enkle, at muligheder viser sig, og udfordringer bliver tydelige, siger hun. antj@kl.dk