
Michael Petterson. Foto: Kolding Kommune
Direktør fritaget for tjeneste
tekst Anna Törnqvist Jensen
Efter ønske fra borgmester Knud Erik Langhoff (K) har gruppeformændene for de seks største partier i Kolding Byråd godkendt at fritage kommunens direktør for børn, uddannelse og arbejdsmarked, Michael Petterson, for tjeneste.
JydskeVestkysten fortæller, at hjemsendelsen skete fredag og blev godkendt i økonomiudvalget mandag, men borgmesteren ønsker ikke at kommentere sagen yderligere.
Avisen beretter videre, at der i det gamle byråd har været utilfredshed med Michael Petterson over, at han ikke vidste nok om skole- og børneområdet. De to områder overtog han, da børne- og uddannelsesdirektør Helle Thiele blev fyret for knap tre år siden.
I 2016 kom Michael Petterson til Kolding Kommune som beskæftigelses- og integrationsdirektør. Inden da havde han været arbejdsmarkedschef i Vejle Kommune i næsten otte år. antj@kl.dk