Det har vist sig stort set umuligt, at få landmænd til at indgå frivillige aftaler. Foto Collourbox
Frivillige aftaler om beskyttelse af drikkevand mod pesticider fungerer ikke
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Med en bred politisk aftale i Folketinget blev det i 2019 blev det besluttet, at man ikke længere måtte bruge sprøjtegifte omkring drikkevandsboringer.
Kommunerne fik til opgave at udpege de områder, der var sensitive, og hvor der ikke længere måtte bruges sprøjtegifte af hensyn til fremtidens drikkevand.
Kommunerne udpegede 1.893 områder landet over, hvor der så skulle indgås frivillige aftaler mellem vandværkerne og lodsejerne – typisk landmænd - om ikke længere at bruge sprøjtegifte som pesticider inden udgangen af 2022.
Indtil videre er det kun lykkedes i 19 tilfælde, altså omkring i én procent af tilfældene.
Når landmændene ikke længere må sprøjte markerne, så skal vandværkerne enten købe jorden, eller prøve at få landmændene med på at omlægge til økologi.
Kaster håndklædet i ringen
I KL konstaterer direktøren for området, Laila Kildesgaard, at de frivillige aftaler ikke virker.
Det er spørgsmålet om, hvilken erstatning lodsejerne skal have, der er uklar. Landmændene har høje forventninger til den kompensation, de skal have.
– Det viser sig, at i stort set alle de aftaler, der er forsøgt indgået, der har lodsejerne taget sagen videre til et nationalt niveau, der hedder overtaksationskommissionen. Det gør de, fordi erfaringen viser, at der får de flere penge, end de gør ved forhandlingerne ved de lokale køkkenborde, siger Laila Kildesgaard.
Landmændene har nu en forventning om en erstatning, der svarer til, at man køber deres jord.
– Det er helt ude af proportioner, for de ejer fortsat jorden. Det er bare en kompensation for ikke at sprøjte. De ejer stadig jorden og kan stadig dyrke den, men de kan bare ikke sprøjte. Men i det nationale klagesystem får de får stort set altid medhold og får den højeste pris, siger Laila Kildesgaard.
Hasard med grundvand
I KL ser man det som et kæmpeproblem. Laila Kildesgaard nævner som eksempel en sag fra Egedal Kommune, hvor det har taget otte år at få afgjort en sag om sprøjteforbud ved en drikkevandsboring i overtaksationskommissionen.
– Det betyder, at alt imens vi venter på afgørelser, kan pesticiderne synke ned i grundvandet. Det er helt urimeligt, at vi spiller hasard med grundvandet. Og det er også urimeligt, at kommunerne skal bruge deres tid og penge på at forsøge at få de frivillige aftaler i hus, siger Laila Kildesgaard.
Hun henviser blandt andet til, at landbrugsorganisationen Bæredygtigt Landbrug, der ifølge egne oplysninger organiserer 3.000-4.000 landmænd, i sidste uge skrev et brev ud til deres medlemmer, hvor de advarede mod at indgå de frivillige aftaler med vandværkerne og kommunerne.
– Så er kommuner og vandværker helt til grin, hvis vi forsøger at lave de her aftaler. Det er helt usædvanligt, at vi i KL kaster håndklædet i ringen på denne måde. Men vi kan ikke komme i mål på den her måde. Systemet er konstrueret forkert. Det blev lavet under den tidligere regering, men det har vist sig, at modellen ikke tåler ikke mødet med virkeligheden, siger Laila Kildesgaard.
Senere på ugen skal kommunerne mødes med miljøminister Lea Wermelin (S) og tale om udfordringerne.
– Enten skal vi have lavet klagesystemet om, så det ikke kan betale sig at klage til overtaksationskommissionen. Og vi skal have gjort priserne transparente. Hvorfor sætter de priserne så højt, når det bare handler om, at de ikke må sprøjte. Alternativt skal der bare laves forbud mod sprøjtning rundt om boringerne, siger Laila Kildesgaard og tilføjer:
– Rent drikkevand er en af de vigtigste ressourcer, vi har. Det må vi stå vagt om. Det skal simpelthen beskyttes, siger Laila Kildesgaard.
Det bliver KL’s formand for teknik- og miljø Birgit S. Hansen (S), borgmester i Frederikshavn, der skal mødes med miljøminister Lea Wermelin om sagen i denne uge. tkn@kl.dk
