
Morten D.D. Hansen er naturvejleder og museumsinspektør ved Naturhistorisk Museum. Foto: Naturhistorisk Museum
Morten D.D. Hansen: Kommunalpolitikere har for lidt viden om biodiversitet
tekst Martin Pedersen
– Jeg oplever udsagn fra kommunalpolitikere i valgkampe og i læserbreve, hvor der bliver sagt ting, som er inderligt meningsløse, og som simpelthen er forkerte.
Sådan lyder det fra biolog og naturvejleder Morten D.D. Hansen.
I hans virke som naturvejleder oplyser han til dagligt om natur og biodiversitet med foredrag og i fjernsynet. Han er derudover meddommer i konkurrencen Danmarks Vildeste Kommune, der er igangsat af Miljøministeriet.
Men selvom der kommer større og større fokus på vild natur og at flere og flere gerne vil have den, oplever Morten D.D. stadig en uvidenhed på området.
– Den viden, der er, er mildest tal meget begrænset. Både når det kommer til kendskab til konkrete arter, men også i forhold til hvad de betyder. Hvordan man skal forstå dem. Der er en manglende indholdsmæssig forståelse, men også en kontekstuelt manglende forståelse, siger han.
Og hans oplevelser er ikke taget ud af den blå luft. Mejeriforeningen offentliggjorde i december 2021 en undersøgelse foretaget blandt et repræsentativt udsnit af danskerne, der viste, at fire ud af ti danskere ikke mener, at de ved nok om biodiversitet. Derudover viste undersøgelsen også at en stor del er misinformeret om flere aspekter af emnet.
Morten D.D. synes dog at 40 procent er højt sat, og han tror ikke, der er meget mere end ti procent, der ved hvad biodiversitet er, og hvordan verden egentlig hænger sammen.
Ifølge ham afspejles den manglende viden, der er i samfundet, fint i kommunalbestyrelserne. Han er klar over, at området er politisk, men han anerkender ikke diskussionerne, når de foregår på et forkert grundlag.
– De må mene, hvad de vil, for det er jo politik, men forståelsen for, hvordan naturen hænger sammen, er stort set ikkeeksisterende, lyder det fra naturvejlederen.
Et ordentligt grundlag for beslutninger
Viden om naturen er vigtigt ifølge Morten D.D., for de, der skal tage beslutningerne, er nødt til at have et grundlag at gøre det på.
– Hvis ikke det førte til nogen praktisk politik, var det jo ligegyldigt. Men det er et politisk område, og kommunerne er en myndighed. Derfor er det sgu smart at vide, hvordan verden hænger sammen, siger han.
Det er også en af grundene til, at han igen tager ud til kommunalbestyrelser for at give gratis foredrag om naturen. De bliver holdt i samarbejde med 15. Juni Fonden, og startede tilbage i 2018, hvor han også tog ud for at oplyse de nye kommunalbestyrelser. Det foregår uden en politisk agenda, udover dét, at naturen skal prioriteres.
– Jeg kommer ikke og siger, at vi skal banke Venstre eller Enhedslisten i hovedet. Jeg kommer og fortæller, hvordan det ser ud, og hvordan biodiversitet forholder sig, siger Morten D.D.
Mariagerfjord med mere viden
Mariagerfjord har en ambitiøs tilgang til biodiversitet. De har tidligere lavet en biodiversitetspolitik- og strategi, for at naturen tænkes meget mere ind i kommunens projekter, både af sagsbehandlere og af politikerne. Kommunen har for år tilbage haft Morten D.D. og andre på besøg for at få mere viden om natur og biodiversitet. Sådan lyder det fra udvalgsformand for teknik og miljø Jørgen Hammer Sørensen (DF).
– Det inspirerer os, og det er med til at gøre, at vi fokuserer på det. Hvis vi laver en udstykning i lokalplanen, så tænker vi biodiversitet ind, og hvor naturen kan boltre sig frit, siger han.
Kommunen har, ligesom mange andre, fået et øget fokus på emnet i de seneste år. Kommunen har samlet viden i løbet af årene, som de også giver videre til borgerne når nye tiltag sættes i søen.
– Det med at vi har fået noget indspark gennem tiden gør, at vi tager det seriøst. Nu er vi blevet endnu mere opmærksomme på at vi skal have biodiversitet, og jo mere desto bedre, siger udvalgsformand Jørgen Hammer Sørensen, der dog altid er åben for mere viden.
– Vi kunne helt sikkert få mere viden, men jeg føler vi er godt rustet, siger Jørgen Hammer Sørensen.
En vindersag
Naturvejleder Morten D.D. Hansen oplevede at foredrag rykkede noget i kommunerne på naturområdet. Han så, at det satte noget i gang, og flere kommunalbestyrelser begyndte at lave biodiversitetsstrategier, fordi de havde fået mere viden om, hvad man egentlig kunne gøre.
Han er da også sikker i sin sag på, at mere natur kun kan give mere glæde.
– Mit vigtigste budskab er entydigt, at når man først har det, så vil man aldrig fortryde det. Det er en vindersag. De færreste bliver sure over at få mange blomster, og der er ingen, der har genoprettet en skov for bagefter at lave det om til en kornmark igen. Det er moderne, og det er fremtiden, siger Morten D.D. Hansen. marp@kl.dk