
Kristina Sloth. Pressefoto
Vordingborg får ny kommunaldirektør
tekst Anna Törnqvist Jensen
Kristina Sloth starter den 1. marts som ny kommunaldirektør i Vordingborg. Hun kommer fra en stilling som vicekommunaldirektør i Lejre, som hun tiltrådte i 2019. Her har Kristina Sloth blandt andet haft ansvaret for Børn og Unge, Kultur og Fritid, tidlig indsats og konkrete større anlægsprojekter og har desuden arbejdet med udvikling af direktionen og chefgruppen.
Før sin ansættelse i Lejre Kommune har Kristina Sloth blandt andet været direktør for Børn, Sundhed og Velfærd i Albertslund og sekretariats- og policychef i Børne- og Ungdomsforvaltningen i Københavns Kommune.
Borgmester Mikael Smed (S) glæder sig over ansættelsen og ser meget frem til samarbejdet med den nye kommunaldirektør.
– Kristina Sloth har en bred indsigt i alle de kommunale områder og en solid erfaring med økonomistyring og ledelse af chefer, ledere og medarbejdere med i bagagen. Så jeg er sikker på, at vi har fundet den helt rigtige til at fortsætte den positive udvikling her i Vordingborg Kommune, siger Mikael Smed i en pressemeddelelse.
Kristina Sloth ser også frem til de nye udfordringer i Vordingborg Kommune.
– Jeg glæder mig meget til at arbejde i og for Vordingborg Kommune. Kommunerne er for mig at se den vigtigste brik i det danske velfærdssamfund. Jeg er drevet af at forvalte dette ansvar og bidrage til, at vi gør en positiv forskel for borgerne og virksomhederne. Vordingborg Kommune har mange styrker og muligheder for vækst og udvikling, siger hun.
Kristina Sloth afløser tidligere kommunaldirektør Lau Svendsen-Tune, som ved årsskiftet skiftede til stillingen som direktør i DM. Hun er 54 år gammel og er uddannet cand.merc. i Strategi, Organisation og Ledelse. Privat er Kristina Sloth bosiddende i København, er gift og har to børn på 21 og 24 år. antj@kl.dk