
Foto: Middelfart Kommune
Middelfarts kommunaldirektør fritaget fra tjeneste
tekst Thomas Kokholm Nielsen
Økonomiudvalget i Middelfart besluttede på et møde torsdag at indstille til byrådet, at samarbejdet med kommunaldirektør Willy Feddersen skal ophøre.
Begrundelsen er, at Økonomiudvalget ønsker en anden profil til den fremadrettede ledelse af Middelfart kommune.
Borgmester Johannes Lundsfryd Jensen (S) siger om beslutningen:
– Middelfart Kommune er i stabil drift. Vi har den rigtige organisering, dygtige medarbejdere og en sund økonomi. Det har Willy Feddersen lod og del i, siger han i en pressemeddelelse og tilføjer:
– Det nye byråd har vedtaget en meget ambitiøs plan for de kommende år med en række vigtige dagsordener om fortsat vækst, udvikling og kvalitet i velfærden, herunder et stærkt samarbejde med virksomheder, foreninger og borgere. Økonomiudvalget har vurderet, at der er behov for en anden profil i spidsen for organisationen for at kunne løfte den fremadrettede opgave, siger Johannes Lundsfryd Jensen.
Det er Byrådet, der træffer den endelige beslutning i sagen. Willy Feddersen er fritaget for tjeneste, indtil Byrådet har truffet beslutningen. Frem til Byrådet har truffet beslutning vil Teknik- og Miljødirektør Thorbjørn Sørensen være fungerende kommunaldirektør.