
Thor Stig Davidsen. Pressefoto
Rebild finder ny økonomichef i Syddjurs
tekst Anna Törnqvist Jensen
Fra 1. marts er Thor Stig Davidsen ny økonomichef i Rebild. Kommunaldirektør Christian Hesthaven glæder sig til samarbejdet.
– Thor har en stærk faglig og ledelsesmæssig profil, og han kommer med en masse erfaring, som passer rigtig godt til stillingen som økonomichef i Rebild Kommune. Jeg er derfor også sikker på, at det er et godt match, og at han får et rigtig godt samarbejde med medarbejderne, den øvrige ledelse og det politiske niveau i kommunen, siger kommunaldirektøren i en pressemeddelelse.
Også Thor Stig Davidsen glæder sig til at begynde i det nye job.
– Jeg glæder mig utrolig meget til at hilse på de dygtige medarbejdere i Rebild Kommunes økonomiafdeling, og til at forsætte og udvikle den kompetente styring af kommunens økonomi, siger Thor Stig Davidsen, der sammenlagt har 21 års ledererfaring.
Han kommer fra en stilling i Syddjurs Kommune som afdelingsleder for budget og analyse. Thor Stig Davidsen overtager stillingen som økonomichef efter Peter Jensen, der efter 23 år i Rebild Kommune er blevet direktør for job og økonomi i Favrskov. antj@kl.dk