
Komponent tabte millioner på corona-nedlukningen i 2021. Foto: Mads Brandsen
Corona giver Komponent millionunderskud
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Omsætningen er i løbet af 2021 løftet fra 86,2 til 116 millioner kroner og medarbejderantallet vokset fra 53 til 71.
Men coronaens hærgen i begyndelsen af året sætter sit præg på bundlinjen i årsregnskabet for kursus- og konsulentvirksomheden Komponent, der ejes af KL. Underskuddet landede på 7,3 millioner kroner. Det er ifølge ledelsen et utilfredsstillende, men samtidig uundgåeligt resultat.
– Vi har været hårdt ramt af coronaen, som betød, at kurser og uddannelser måtte aflyses og at rådhuse var lukket ned. Vi omlagde en del af undervisningen til at være digital, men det var slet ikke nok til at redde omsætningen. Helt anderledes godt så det ud i andet halvår, siger Komponents administrerende direktør Jonatan Schloss til Danske Kommuner.
I løbet af 2021 udvidede Komponent aktiviteterne, idet fusionen mellem Center for Offentlig Kompetenceudvikling, KL’s konsulentvirksomhed og kontoret for ledelsespolitik i KL blev fuldbyrdet. Sammenlægningen har i sig selv krævet resurser, som har påvirket omsætningen, skriver ledelsen i regnskabet.
Komponent forventer at give overskud i 2022.