
Medarbejderne bliver på mange lokationer frem for at blive samlet. Foto: Colourbox
Efter mange års usikkerhed: Rådhusbyggeri opgives
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Der bliver ikke bygget et nyt samlet rådhus til Bornholms Regionskommunes samlede administration. Pengene er ganske enkelt ikke til det.
Tilbage i marts droppede et flertal den omstridte plan om at flytte store dele af administrationen sammen på Snorrebakken i Rønne. Den plan blev vedtaget i sidste valgperiode af et flertal i den daværende kommunalbestyrelse.
I stedet har forvaltningen via konsulenthuset, BDO, undersøgt muligheden for at opføre et rådhus som et offentligt-privat partnerskab. Det vil give kommunen mulighed for at betale af over 30 år. Uanset hvilken model, man vælger, vil det kræve deponering i et omfang, der overstiger kassebeholdningen. Det er derfor urealistisk at gå videre med modellen.
Kommunalbestyrelsen vedtog i stedet på seneste møde, at der senest til november skal ligge en færdig plan for hvor forskellige dele af forvaltningen skal ligge. Allerede nu står det dog klart, at borgmestersekretariatet flytter til Snorrebakken i løbet af efteråret.