
Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S) vil sikre sammenhængskraften. Foto: Anni Norddahl
Ny minister: Hvis vi ikke bor blandet, smuldrer opbakningen til velfærdsstaten
tekst Mads Brandsen, mdbr@kl.dk
Det går den forkerte vej i Danmark i disse år, hvis man har et ideal om, at børn fra alle baggrunde skal mødes i folkeskolen.
Det kunne Arbejderbevægelsens Erhvervsråd fortælle i en analyse i februar. I dag er det kun 27 procent af grundskolerne, der er blandede. Det vil sige, at de har omtrent lige mange elever fra alle indkomstlag. For 10 år siden var tallet 40 procent.
Mens eleverne på Holbergskolen på Østerbro i København har for få klassekammerater i den fattigste femtedel af befolkningen, er der på Anne Trolles Skole i Brenderup ved Middelfart for få elever, der kommer fra de 20 procent rigeste familier.
Den er en farlig udvikling, som skal bremses, mener den nytiltrådte indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen (S).
– Hvis vi skal sikre opbakning til velfærdssamfundet, er det afgørende, at vi bor på tværs af indkomstgrupper, går i skole på tværs, går til fodbold på tværs, kender til hinandens livsvilkår og forstår hinanden. Også de mennesker, vi ikke kender. Kun hvis vi kender hinanden på tværs, vil vi fortsætte med at have opbakning til, at vi skal have et stærkt velfærdssamfund, siger han til Danske Kommuner.
Mange af de udfordringer vi har i dagtilbud, i folkeskoler og på gymnasier, er problemer, der er spejlinger af, at vi bor opdelt
Udnævnelsen er efterhånden et par uger gammel, da han finder en ledig stund i kalenderen til at uddybe, hvad det vil sige at være minister for sammenhængskraft, sådan som han proklamerede, da han tiltrådte.
– Jeg synes, at sammenhængskraft er det begreb, der giver retning til både indenrigs- og boligområdet. Det er hovedårsagen til, at jeg synes, det er meget fornuftigt, at de to områder ligger under den samme minister. Og også årsagen til, at jeg er meget glad for at få det ministerium, jeg har fået, siger han.
–Jeg mener, at sammenhængskraft er fuldstændig afgørende for et velfærdssamfund som Danmark. Hvis vi var et amerikansk samfund, hvor vi ikke betalte for hinandens sundhedsydelser eller skolegang gennem skatten, så var sammenhængskraft ikke så vigtigt, fortsætter han.
Rigmandsghettoer er problematiske
Derfor er det et ”kæmpe problem”, at der er kommuner, som dels består af rigmandskvarterer og andre områder, hvor der næsten kun er almene boliger. Det skal være mere blandet, mener Christian Rabjerg Madsen.
– Det er ikke kun en fordel for dem, der får bedre forhold i de udsatte boligområder. Det er også en fordel for de mennesker, der bor i de velstående områder. Det understøtter sammenhængskraften, og det er til gavn for os alle sammen.
Så hvis der opstår en ledig byggegrund på Frederiksberg Allé, hvor der ligger en masse rigtig dyre ejerlejligheder, så vil du gerne bygge alment?
– Det er lidt mere komplekst end som så, men billedet er fuldstændig korrekt. Der, hvor der kun er almene boliger, skal vi have flere ejerboliger, og der, hvor der kun er ejerboliger, skal vi have flere almene boliger. Mange af de udfordringer, vi har i dagtilbud, i folkeskoler og på gymnasier, er problemer, der er spejlinger af, at vi bor opdelt. Når jeg besøger London og Paris, kan jeg jo se, hvor udviklingen ender, hvis ikke man tager det alvorligt og griber ind. Så er det tilliden og sammenhængskraften, der ryger.
Planen om flere boliger i byerne, der er til at betale for helt almindelige lønmodtagere, lyder lidt som noget, man har hørt før. Københavns tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard (S) forsøgte sig med 5.000 boliger til 5.000 kroner, men lykkedes mildt sagt ikke helt. Det er Christian Rabjerg Madsen helt bevidst om.
Christian Rabjerg Madsen
Født 24. marts 1986 i Silkeborg
Cand.scient.pol. fra Aarhus Universitet i 2012
Konsulent, JKL/MSL Group 2011-2013
Beskæftigelses- og udviklingskonsulent, Varde Kommune, 2013-2015
Medlem af Folketinget siden 2015.
Politisk ordfører for Socialdemokratiet 2022
Indenrigs- og boligminister fra 2. maj 2022.
Gift med Anne, som han har to børn med.
– Det er da megasvært. Lige nu er byggeriet af almene boliger også presset af inflationen. Vi har lavet en aftale nu, som afsætter et historisk højt beløb, som skal være med til at støtte nyt alment byggeri også der, hvor der ikke er så meget alment i dag. Vi kigger også på spekulationsfrie ejendomsboliger, så vi kan få genintroduceret andelsboligen som et billigere alternativ til ejerboliger. Det er svært, men det skal ikke være en undskyldning, siger han.
Svært er det også at løse udfordringerne i landets udsatte boligområder. Her gælder ghettolisten, som ofte er blevet udskældt. Men den bliver der ikke pillet ved.
– Den har jeg ikke nogen planer om at ændre. Jeg er glad for den aftale, vi har om udsatte boligområder. Som socialdemokrat vil jeg ikke acceptere, at der er områder i Danmark, hvor børnene har ringere chancer for at klare sig godt end andre steder, siger Christian Rabjerg Madsen.