
Rasmus Balder bliver chef for ny ungeenhed i Fredericia Kommune. Foto: Fredericia Kommune
Ny chef for unge og uddannelse i Fredericia
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Rasmus Balder bliver fra den 1. august ny chef for unge og uddannelse i Fredericia Kommune. Det er en ny ungeenhed, der oprettes, efter det i budgetaftalen for 2022 blev besluttet, at kommunen skulle etablere en tværgående ungeindsats. Han er på nuværende tidspunkt leder for fritidsområdet i kommunen.
– Jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for den nye ungeenhed. De unge i Fredericia har brug for en samlet ungeenhed, som bedre kan koordinere og samarbejde om de forskellige indsatser på den enkelte unges vej. Ved at rykke sammen undgår vi, at unge falder mellem flere stole i kommunen og sikrer en håndholdt tilgang, så endnu flere unge kan skabe et meningsfyldt og selvstændigt voksenliv. Det ser jeg frem til at komme i gang med sammen med alle vores vigtige samarbejdspartnere, siger Rasmus Balder i en pressemeddelelse.
Kommunen har hen over foråret arbejdet med, hvilke opgaver og organisatoriske enheder, der skal samles under den nye ungeenhed.
– Rasmus kender allerede Fredericia Kommune godt og kan træde direkte ind i den vigtige opgave med at etablere den tværgående ungeenhed. Jeg er sikker på, at med Rasmus ved roret vil ungeenheden komme rigtig godt fra land, siger konstitueret direktør for børn, unge og kultur Mette Heidemann.