
Marie Stærke bliver nyt bestyrelsesmedlem i bestyrelsen for Roskilde Universitet. Pressefoto
Borgmester får ny bestyrelsespost
tekst Anna Törnqvist Jensen, antj@kl.dk
Et stærkt fokus på, hvordan universitetet kan udvikle samarbejdet med kommunerne i Region Sjælland. Det er noget af det, Køge-borgmester Marie Stærke (S) vil bidrage med, når hun til oktober skal være nyt eksternt medlem af Roskilde Universitets bestyrelse.
– Med sin post som borgmester i Køge Kommune har Marie Stærke – ligesom Roskilde Universitet – en stor strategisk interesse i udviklingen af Region Sjælland, og hun har desuden udvist stærk interesse for og indsigt i hele uddannelsesområdet og dets betydning for den regionale udvikling. Det gør hende til en stærk profil, som vi glæder os til at kunne byde velkommen i bestyrelsen, siger Carsten Toft Boesen, der er formand for Roskilde Universitet og administrerende direktør i NIRAS A/S, i en pressemeddelelse.
Marie Stærke lægger vægt på, at hun kan bidrage med viden om den offentlige sektor, og hvordan beslutningsprocesser bliver til, hvilket vil harmonere godt med, at mange af Roskilde Universitets studerende uddannes til stillinger i det offentlige. Hun ser også mange samarbejdsflader mellem universitet og kommunerne om eksempelvis fastholdelse og rekruttering, velfærdsteknologi og byplanlægning.
– Det er 15 år siden, Region Sjælland blev til, og RUC er i høj grad ”vores” regions universitet. Jeg ser frem til at bidrage til at skabe et fælles ejerskab til og stolthed over at være hinandens forudsætninger, siger Marie Stærke i pressemeddelelsen.
Borgmesteren afløser direktør Lisbeth Lollike i bestyrelsen.