
– Den er god nok. Det er mig, der nu selv har taget hænderne op af lommen, bekræfter Johannes Lundsfryd til Danske Kommuner om dette foto, der ledsager hans Facebook opslag. Foto privat.
Borgmester hængt ud i byggesag: Østeuropæere er ikke andenrangs personer
tekst Thomas Kokholm, tkn@kl.dk
Middelfarts borgmester Johannes Lundsfryd (S) har selv været fortaler for ordnede forhold i byggebranchen. Nu udstilles han for dobbeltmoral i Fyens Stiftstidende.
”Små lokale håndværkere skal have opgaverne, når vi bygger nyt, lød det i 2013 fra Middelfart-borgmester Johannes Lundsfryd (S). Nu viser det sig, at han gennem måneder har fået istandsat sit hus af litauere, der arbejder uden overenskomst”, skriver det lokale medie.
Det drejer sig om, at Johannes Lundsfryd har hyret et firma med en litauisk ejer til at istandsætte sit nye hus ved Lillebælt. Arbejderne, der har udført arbejdet, er også litauere. Ved en inspektion på byggepladsen opdager det lokale 3F, at firmaet ikke har indgået overenskomst.
Ifølge Martin Arum, faglig sekretær i 3F Vestfyn, kan man ikke sige, om der er foregået underbetaling og social dumping.
– Jeg synes, det er uheldigt, at man ikke har undersøgt det nærmere, inden man får et firma ind for at udføre en opgave, siger han til Fyens Stiftstidende.
Forsikret om rigtig løn
Johannes Lundsfryd mener ikke, at han havde grund til at tro, at den lokale virksomhed Dariun Lenkutis ikke havde ordnede arbejdsforhold. Ifølge ham var han blevet forsikret om, at arbejderne fik ”tariffen”. Borgmesteren mener heller ikke, at tilbuddet på arbejdet lå under markedsprisen.
”Jeg har altid været stærk fortaler for ordnede arbejdsforhold. Jeg har ikke haft grund til at tro, at der var noget at komme efter, og fik endda en mundtlig forsikring for, at hans folk får løn efter tariffen. Det var min måde at spørge til, om han havde overenskomst. Jeg skulle have spurgt mere direkte. Det skete ikke, og det vil jeg lære af”, skriver Johannes Lundsfryd på Facebook.
Han beklager sagen, og oplyser, at han reagerede prompte, da han fik oplyst, at virksomheden ikke havde overenskomst.
– Det er korrekt, og det er uheldigt. Jeg blev gjort opmærksom på forholdet den 2. juni af 3F. Samme dag bad jeg om, at det blev bragt i orden. Da det ikke skete, opsagde jeg samarbejdet med håndværkeren med det samme, skriver borgmesteren.
Han er endvidere kritisk overfor, at artiklen i Fyns Stiftstidende gør så meget ud af, at ejeren af firmaet er litauer.
– Det bliver indikeret i artiklen, at det er en skærpende omstændighed, at der er tale om en mand, der har litauisk baggrund. Sådan ser jeg ikke på sagen. Han har drevet lokal virksomhed med dansk cvr.nr. siden 2006. Mennesker, der har boet i landet i årtier, er ikke 2. rangs personer, bare fordi de er østeuropæere, skriver han.