
Regionerne bliver med økonomiaftalen kompenseret for udgifterne til Covid-19 i 2023, ligesom de også gjorde med sidste års aftale. Foto: Colourbox
Regionerne har indgået stram økonomiaftale for 2023
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
Regeringen og Danske Regioner er natten til fredag blevet enige om en aftale for regionernes økonomi i 2023.
Grundet et begrænset økonomiske råderum som følge af forhøjede forsvarsudgifter og en ekstraordinær høj inflation, blev det en stram aftale.
Med aftalen tilføres der regionerne en milliard ekstra til driften af sundhedsvæsnet, der svarer til den demografiske udvikling. Derudover får regionerne 6,95 milliarder kroner til anlæg i 2023.
– Pengene rækker til at dække den demografiske udvikling for det næste år. Jeg skal være ærlig og sige, at i lyset af de meget store udfordringer, som sundhedsvæsnet står overfor, havde vi håbet på mere. Men vi må erkende, at det blev en stram aftale i en ekstraordinær situation, siger formand for Danske Regioner, Anders Kühnau (S), i en pressemeddelelse fra Danske Regioner.
Nye tal fra Danmarks Statistik viser, at inflationen i maj var 7,4 procent, hvilket er det højeste siden maj 1983. Blandt andet på grund af den høje inflation ser finansminister Nicolai Wammen (S) det som en ansvarlig aftale.
– Vi har indgået en god og ansvarlig aftale med regionerne, som afspejler, at dansk økonomi i øjeblikket er ramt af høj inflation. I den nuværende situation er det afgørende, at vi ikke hælder mere benzin på bålet. Derfor er vi blevet enige om at lægge en dæmper på anlægsaktiviteten. Samtidig har vi lovet, at pengene følger med, når der heldigvis bliver flere unge og ældre. Det leverer vi igen med dagens aftale, hvor vi har tilført en milliard kroner til regionerne, siger Nicolai Wammen i en pressemeddelelse fra Finansministeriet.
Aftalen indebærer blandt andet at regionerne skal spare 50 millioner kroner på konsulenter i 2023. I aftalen fremgår det også, at regionerne ligesom ved sidste års økonomiaftale skal kompenseres for udgifterne i forbindelse med håndteringen af Covid-19.