
Folkeejet vindkraft til havs og udviklingsarbejde på Bornholm og hele verden er drivkraften i Helle Munk Ravnborgs (EL) politiske virke. Foto Bornholms Regionskommune
Kafferister ønsker, at Bornholm bliver selvforsynende med energi fra havvind
tekst Thomas Kokholm, tkn@kl.dk
Ingen steder, lige bortset fra København, er Enhedslisten så populær som på Bornholm. Kommunalvalget i november 2021 blev et jordskredsvalg på øen og gjorde partiet til et lokalt folkeparti. 23 procent af stemmerne fik partiet og indtog syv sæder i kommunalbestyrelsen. De gamle partier Socialdemokratiet og Venstre forblødte. Primært på grund af en sag om at bruge i omegnen af 130 millioner på et nyt rådhus. Alt tyder på, at det ikke var noget Bornholmerne mente, der skulle bruges penge på.
– Det er vel et godt eksempel på, at lokalpolitik er båret af lokale sager. Her er en konkret sag, det handler om, hvorvidt vi skal bruge 120 til 130 millioner kroner på et nyt rådhus og dræne vores kassebeholdning, eller vi gøre noget for de børn, der mistrives her, og gøre noget for at fremme den grønne omstilling. Det er konkret politik på kommunalt niveau, siger Helle Munk Ravnborg (EL).
