
Direktør i job og velfærd, Arne Lund Kristensen, hilser opbakningen til undersøgelsen velkommen. Foto: Lars Horn / Baghuset / Aalborg Kommune
Efter anonyme breve: Nu skal overvågning i Aalborg undersøges
tekst Martin Pedersen, marp@kl.dk
En uvildig undersøgelse af overvågning starter nu i Aalborg, som Komponent efter aftale med kommunen skal stå for. Det skriver Aalborg Kommune i en pressemeddelelse.
Undersøgelsen har til formål at be- eller afkræfte, om der har fundet overvågning sted i IT-afsnittet i familie- og beskæftigelsesforvaltningen, der efter kommunalvalget 2021 skiftede navn til job og velfærd. Komponent skal også undersøge arbejdsmiljøet i afsnittet.
Sagen startede i april, hvor flere politikere, ledere og medier modtog anonyme breve, hvor afsenderne, der er medarbejdere i forvaltningen, fortæller, at de er blevet overvåget af IT-afdelingen. Afsenderne mener, overvågningen har stået på gennem længere tid, og at der tidligere er blevet lagt låg på sagen.
Nu vil alle nuværende og tidligere medarbejdere i IT-afsnittet blive indkaldt til interview med Komponent. Derudover etableres der en whistleblowerordning.
– Det fremgår af de to anonyme henvendelser til kommunen, at personen eller personerne bag henvendelserne er meget bekymret for, om henvendelsen får konsekvenser for dem. Whistleblowerordningen vil derfor blive afviklet på en måde, så man kan komme og gå anonymt, siger Jan Henriksen, vicedirektør i Komponent.
Komponent vil som en del af undersøgelsen beden ledere, ansatte og det centrale indkøbskontor i økonomi og erhverv om at besvare en række spørgsmål. Blandt andet om der er registreret indkøb af IT-løsninger, der ikke peger på almindeligt kontorforbrug. Hvis det viser sig at være sande påstande, der er blevet fremsat i de anonyme breve, er der tale om brud på Aalborg Kommunes egne retningslinjer for IT og indkøb.
Konceptet for undersøgelsen har været til høring blandt de relevante medarbejderudvalg og til politisk godkendelse i job- og velfærdsudvalget samt økonomiudvalget.
– Vi er tilfredse med, at Komponent nu går i gang med undersøgelsen. Vi har kun en interesse, og det er at få afdækket, om der har fundet noget forkert sted. Jeg kan kun opfordre alle, der har relevant viden, til at bistå Komponent med deres arbejde, siger direktør i job og velfærd, Arne Lund Kristensen.