
Erik Sørensen fortsætter sit arbejdsliv på Viborg Rådhus i en anden funktion. Foto Viborg Kommune
It-chef i Viborg Kommune stopper efter 40 år
tekst Thomas Kokholm, tkn@kl.dk
Efter 40 år i Viborg Kommune, heraf 32 år som leder af it-området, har it- og digitaliseringschef Erik Sørensen valgt at sige farvel til sin nuværende rolle fra september i år.
– Det har været mange vildt spændende og hektiske år, som jeg har nydt i fulde drag. Men efter 40 år i Viborg Kommune har jeg valgt at drosle ned på arbejdstid og ansvar, siger Erik Sørensen i en pressemeddelse.
Erik Sørensen vil fortsat have sin gang og sit arbejdsliv på Viborg Rådhus i en funktion, som i øjeblikket er under afklaring.
Gennem sine mange år i Viborg Kommune har Erik Sørensen sat sit store præg på en meget vigtig dagsorden, og direktør for beskæftigelse, økonomi & personale, Klaus Christiansen, sender en varm tak til Erik Sørensen for den store indsats.
– Erik har ydet en kæmpe indsats for Viborg Kommune gennem mange år, og selv om jeg er ked af, at Erik har valgt at stoppe i sin nuværende stilling, har jeg fuld forståelse for hans beslutning, siger Klaus Christiansen.